Det er ikke sjældent, at byggepladser oplever tyverier. Oftest er det forskelligt værkstøj, som tyvene stikker afsted med. Andre gange er det maskiner eller køretøjer, som forsvinder.
Det var dog intet i den retning, som en 48-årig lokal mand er blevet sigtet for at stjæle fra en byggeplads i Nykøbing. Ved 4-tiden tirsdag morgen spottede en hundepatrulje helt tilfældigt manden løbe væk fra en byggeplads på Sallingsundvej.
Da manden fortsatte sit løb efter at være blevet råbt an valgte betjentene at slippe hunde fri, som hurtigt fik løbet den flygtende mand op.
Det viste sig, at manden havde stjålet et 5 meter langt tomrør, som er et foringsrør der bruges til at trække et mindre rør eller kabler igennem.
Manden er nu blevet sigtet for indbrud.
Foto: presse-fotos.dk