En anmeldelse om en mulig seksualforbrydelse er årsagen til, at politiet sent lørdag aften var massivt til stede i Thisted.
Politiet fik anmeldelsen om hændelsen, der skulle være sket natten til lørdag, lørdag eftermiddag. Mere ønsker politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Frederik Sundtoft ikke at fortælle på nuværende tidspunkt af hensyn til den videre efterforskning.
Et helt område i byen blev lukket ned i flere timer, og politiet troppede op med både hundepatruljer og en drone. Det har givet anledning til en del rygtedannelse og løs snak. Til det siger Frederik Sundtoft:
– Det er kørt meget stort op, og vi er selvfølgelig også dernede med mange ting. Det gør vi ofte i starten af sagerne, for at være sikker på vi har det hele.
Direkte adspurgt, om der er tale om en voldtægt svarer politikommissæren:
– Det vil jeg ikke gå yderligere ind i.
To personer har som en del af efterforskningen været anholdt, men begge er blevet løsladt igen
Efterforskningen fortsætter i denne uge:
– Så må vi se, hvor den ender henne, slutter Frederik Sundtoft.
Arkivfoto: Kim Matthäi Leland