Med mindre end tre uger til Tour de France ser det hollandske hold Jumbo-Visma ud til at blive en hård nød at knække.
Klassementshåbene Primoz Roglic og Jonas Vingegaard fra Thy viste sig endnu en gang som feltets stærkeste klatrere på 8. etape af Critérium du Dauphiné.
Her trillede Vingegaard som den første over stregen, mens holdkammeraten Roglic blev nummer to og samtidig sikrede sig den samlede sejr.
Jonas Vingegaard, som er bosiddende i Glyngøre, endte på en samlet andenplads.
Etapesejren må regnes som den største i karrieren for danskeren, som sidste år overraskede de fleste ved at blive nummer to i Tour de France.
Tidligere har han vundet etaper i UAE Tour, Polen Rundt og Coppi e Bartali, men ingen af dem er på højde med Critérium du Dauphiné.
/Ritzau/
Foto: Thyfotografi.dk