Hvidvask: Politiet advarer om falske jobannoncer på facebook

Flere og flere har fået øjnene op for hjemmearbejde. Det gælder også de kriminelle.

Derfor opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi nu særligt unge mennesker til at være ekstra opmærksom, hvis  nogen prøver at rekruttere dig til at oprette annoncer på Facebook for billige telefoner mod betaling.

Du risikerer nemlig at blive en del af et netværk, som hvidvasker penge for kriminelle.

– Lige for tiden forsøger kriminelle at rekruttere særligt unge til jobs, hvor de under påskud af at skulle arbejde med at oprette annoncer og sælge mobiltelefoner på Facebook ender med at agere muldyr for kriminelle bagmænd, skriver politiet på facebook.

Svindlen foregår ved, at de unge skal sælge mobiltelefoner ved at oprette annoncer på Facebook. Når interesserede kunder køber en mobiltelefon, overfører de betalingen til den unge, som herefter bliver kontaktet af sin ”arbejdsgiver”, der fortæller, at der er sket en fejl. Svindlerne beder herefter den unge om at tilbageføre pengene til køberen.

I virkeligheden ender den unge dog med at overføre pengene til en helt tredje, udenlandsk konto.

– Telefonen bliver aldrig sendt, og derfor mister kunden sine penge, mens de unge ender med at hjælpe de kriminelle bagmænd med at sløre pengesporet og medvirke til hvidvask, lyder det fra politiet.

Politiets råd – sådan spotter du de falske jobannoncer:
– Jobannoncerne søger medarbejdere, der skal oprette et par annoncer om ugen til en god løn. Jobannoncer, der reklamerer med god løn for minimal indsats er oftest for gode til at være sande
– Vær kritisk, hvis jobannoncerne er på engelsk eller tydeligt oversat dansk
– Undersøg profilen bag jobannoncen grundigt. Det er ofte falske og nyoprettede profiler, der står bag

Foto: Rigspolitiet

Forfatter

Related posts

Top