Reguleringsjæger med opråb: – Stop med at fodre rævene!

Pr. 1 juni blev det igen tilladt at indfange og aflive ræve, når visse kriterier er opfyldt.

I og omkring Klitmøller er der for tiden ekstra behov for regulering, og det får nu Martin Poulsen, der er reguleringsjæger i Thisted Kommune, til at komme med en klar opfordring til byens borgere:

– Mit største håb er, om ikke godt folk kan og vil lade være med at fodre rævene. Det er skruen uden ende ellers, siger han.

Ræve fra Nationalpark Thy kommer ifølge Martin Poulsen til byen, fordi der er mad nok:

– Og når der er mad nok, så laver rævene grave, og sætter nye kuld hvalpe – som igen året efter selv går igang med ny grav og nye hvalpe, forklarer han.

En sund tilfodret ræv fra Klitmøller, som Martin Poulsen har skudt. Privatfoto

Desuden vænner rævene sig til, at hvor der er mennesker er der føde. Derfor vil de i stigende grad gå på jagt efter mad i skraldespande, udhuse og andre steder, hvor der kunne tænkes at blive opbevaret mad eller madsrester.

Som det tidligere har været tilfældet, når Martin Poulsen for eksempel regulerer duer, bliver han ofte mødt med anklagen om at han er ond. Han rammes lige hårdt af beskyldningerne hver gang, men kaster også samtidig bolden tilbage. For hvor er problemet egentlig:

– Er det mig der “rydder op”, eller er det dem, der fodrer dem, spørger han sig selv og tilføjer, at hvis man blot stoppede med at fodre rævene ville de holde sig væk fra byen.

Martin Poulsen oplever ikke lignende problemer med byræve i hverken Stenbjerg, Vorupør og Hanstholm, der som Klitmøller er en del af nationalparken.

– Jeg har endnu aldrig sat min fælde i nogle af de andre byer – men i Klitmøller er jeg nu på 62 “krydser”, siger han.

Forfatter

Related posts

Top