Butiksprojekt i Thisted udsolgt på rekordtid

Investorer flokkedes om nybygget detailhandelsejendom på Østerbakken i Thisted.

Her åbner Elgiganten en ny, stor butik mens T. Hansen rykker ind i større lokaler til efteråret.

Det gik med andre ord overraskende hurtigt, da projektudvikleren Blue Capital lancerede et ejendomsprojekt med nybyggeri på 2.800 kvadratmeter for 47,7 mio. kr. på Østerbakken.

– Projektet blev udsolgt på knap 10 arbejdsdage, selv om indskuddet fra hver investor er på 1,4 mio. kr. og dermed større end sædvanligt. Fx var indskuddet 704.000 kr., da vi for to år siden udbød naboejendommen, udlejet til Harald Nyborg, begynder Martin Kibsgaard Jensen, administrerende direktør i Blue Capital med kontor i Aarhus.

– Den store interesse viser, at erhvervsejendomme fortsat appellerer til mange langsigtede investorer, ikke mindst i en tid med stigende inflation og store kursfald på aktiebørserne, fortsætter han.

Thisted er en attraktiv investeringsby

Han tilføjer, at Thisted er et attraktivt sted at investere i ejendomme til detailhandel.

– Købstaden har et stort opland, og fx har Biltema trukket mange kunder til, siden kæden i foråret åbnede sit hidtil største danske varehus på 7.500 kvadratmeter,” siger Martin Kibsgaard.

Velhavende private investorer

Han fortæller videre, at de typiske investorer er velhavende private, der foretrækker at gå ind i færdige projekter med solide lejere på lange kontrakter og med god beliggenhed.

– Generelt oplever vi stor interesse fra lokalområdet, når vi udbyder projekter – folk vil gerne kunne følge med i den ejendom, de bliver medejer af. Særligt i Thisted har vi oplevet stor lokale interesse, og projektet finansieres af Sparekassen Thy, fortæller Martin Kibsgaard.

Den kommende butiksejendom bliver opført af entreprenøren Daugaard Pedersen, der har speciale i detaillokaler og storbutikker og har hovedkontor i Kolding.

Foto: Casper Janning

Forfatter

Related posts

Top