Sallingsund Færgekro aflyser Sankt Hans-fejring efter trusler

En ellers stort anlagt Sankt Hans-fejring ved Sallingsund Færgekro er blevet aflyst.

På facebook skriver kroen, at flere af de implicerede parter har modtaget ubehagelige trusler.

Kroens grill-arrangement gennemføres dog trods truslerne, ligesom også bålet tændes; det bliver blot uden båltale og musikalsk underholdning.

Aflysningen kommer i kølvandet på flere artikler i Ekstra Bladet, hvor en række tidligere ansatte anklager kroejer Jens-Peter Skov for grænseoverskridende adfærd gennem flere år.

I den ene artikel beretter de tidligere ansatte om klap i numsen, bid i øreflippen, uopfordret kropsmassage og seksuelt ladede kælenavne. Artiklen fulgte op på en hændelse i efteråret, hvor en mindreårig dreng fra Mors også var involveret.

Det fremgår ikke af oplaget på kroens facebook-side hvem der skulle have modtaget trusler – herunder om det er Jens-Peter Skov, båltaler Gitte Røntved, musiker Martin Hvass der skulle stå for underholdningen eller en helt fjerde.

– Vi beklager aflysningen, men har desværre ikke andet valg, står det blot.

 

Forfatter

Related posts

Top