Salg af ikonisk bygning skaber nye muligheder

Et af hovedprincipperne i udviklingsplanen for Nykøbing Havn er, at sikre større forbindelse mellem by og havn – samt fastholde udadvendte aktiviteter på havnepromenaden.

Derfor sætter Morsø Kommune nu den ikoniske toldbygning, som huser Morsø Turistbureau i udbud, så det er muligt for investorer at skabe mere liv og flere oplevelser på havnen.

Samtidig arbejdes der på, at turistbureauet flytter i nye lokaler i gågaden, så de bliver en mere integreret del af gågadens miljø, og naturligt kan styrke samspillet med handelslivet.

– For at sikre mere liv på havnen og øge sammenhængen med byen, giver det god mening at sælge den gamle toldkammerbygning, siger borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen.

Han fortsætter:

Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V). Foto: Morsø Kommune

– Vi har god investorinteresse, som er helt i tråd med den ambitiøse udviklingsplan for havnen, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

Turistforeningen ser muligheder

Tanken om en ny placering skal lige falde på plads hos turistforeningen.

De ser nogle store logistiske udfordringer i forhold til deres vandaktiviteter, men bestyrelsesformand for Morsø Turistforening, Thea Michaela Koch kan også se et potentiale i at flytte ind i gågaden.

– Vi har været glade for at kunne låne lokalerne på havnen, og folk er glade for at besøge os. Det er jeg helt sikker på vil fortsætte med den nye placering. For det er ikke murstenene, som gør forskellen, men derimod personalet, som tager imod. Og hvis vi samtidig kan hjælpe med at gøre gågaden endnu mere levende og måske øge vores synlighed, så tror jeg, det kan bringe noget godt med sig for os alle, siger Thea Michaela Koch.

Havnen og den gamle toldbygning set fra luften. Foto: Morsø Kommune

De næste skridt for udbuddet

Planen er, at den gamle toldbygning vil blive udbudt i løbet af uge 26 med en budfrist 8. august.

Forventningen er, at en kommende køber kan overtage bygningen i løbet af efteråret 2022.

Kommunen ønsker at tilgodese projekter, der respekterer den bevaringsværdige bygnings arkitektur, samt indretter bygningen i rustik stil.

Forfatter

Related posts

Top