Sommersejlads med Bertha K

Igen i år inviterer VisitMors/Morsø Turistbureau på spændende sejlture på Limfjorden.

– Som tidligere år er det turbåden Bertha K, der stævner ud fra Nykøbing Havn, oplyser turistchef Bente Kristensen

Allerede fra 7.7 tilbydes Ø-Hop sejlturene til både Fur og Livø. Hele sommeren vil der være mulighed for at tage på disse ture mellem de skønne øer i Limfjorden.

– Tag evt. cyklen med til Fur og udforsk den smukke ø. Øen rummer en rigdom af særprægede landskaber ned talrige muligheder for naturoplevelser. I har hele 5 timer, inden I sejler tilbage til Nykøbing med den hyggelige turbåd, lokker turistchefen inden hun fortsætter med at “sælge” turen til Livø:

– Livø er fredet samt fri for biler, så 3 timer på denne naturperle vil få dig til at glemme tid og sted. Fredet er også de sæler, der er gode chancer for at spotte undervejs på turen – Livø Bredning er nemlig et beskyttet sælreservat.

Foto: Morsø Turistbureau

Fra 7.7 tilbydes de populære sælsafariture til Blinderøn – en skøn aftentur for hele familien.

– Det vrimler nemlig med sæler i Limfjorden og mange af dem holder til ved Blinderøn. Sælerne ligger som oftest i store grupper og lever på Blinderøn hele året, så her er der mulighed for at komme helt tæt på de knurbehårede vanddyr. På sælsafarituren er der mulighed for at nyde en lækker 2-retters menu, fortæller Bente Kristensen.

– Vi tilbyder også sælsafariture til Blinderøn som eftermiddagsture den 13.7, 22.7 og 29.7. På disse ture kan eftermiddagskaffen selvfølgelig bestilles og som noget nyt tilbyder vi også sælsafariture som frokostture den 18.8 & 25.8, tilføjer hun.

Aftenture er der også på det omfattende program i år, der sejles fra Nykøbing Havn hver tirsdag aften i perioden 12.7 – 9.8 og med opsamling ved Trinbrættet ved Sallingsund.

Se alle sejlturene på www.visitmors.dk eller afhent en gratis sejlbrochure på Morsø Turistbureau.

Forfatter

Related posts

Top