1,4 tons tung avlstyr fra Thy kåret som Danmarks flotteste

Thy kan bare det der med at fremavle flotte dyr.

Under weekendens Landsskuet i Herning blev to dyr fra Thy kåret som henholdsvis landets bedste avlstyr og den bedste sortbrogede ko.

Den fem år gamle Charolais-tyr Nutella fra Thisted blev kåret som landets bedste tyr på tværs af de mange kødkvæg.

Nutella var så eftertragtet, at han slet ikke kom hjem til Thy igen. En køber fra Sønderjylland kom nemlig med et bud på den velplacerede 1438 kilo avlstyr, der var så godt, at han i stedet blev kørt med lastbil sydpå.

– Prisen er “en fabrikshemmelighed”, oplyser Svend Kristensen fra Løngaard Charolais, der udstillede tyren sammen med Jan Larsen.

Nutella vandt i sidste måned også suverænt titlen som bedste tyr på hjemmebanen Dyrskuet Thy-Mors.

Sortbroget overraskelse
Blandt malkekøerne skabte en sortbroget ko fra I/S Lille Djernæs i Tvorup ved Thisted sensation ved at blive kåret til Miss Holstein.

Det betyder, at den er den bedste sortbrogede malkeko i hele Danmark.

Mogens og Erling Futtrup fra Lille Djernæs havde egentlig kun tænkt sig at udstille koen på dyrskuet i Thisted, men da den her vandt titlen som bedste ældre Holstein, blev præmiekoen eftertilmeldt til Landsskuet, hvor den altså til fulde overgik forventningerne.

I finalen om titlen som Danmarks Smukkeste Malkeko på tværs af malkeracerne måtte Thy-koen dog se sig slået af en rødbroget kollega fra Viborg-egnen.

Forfatter

Related posts

Top