Den er 3 meter lang, vejer 100 kilo og så kan den flyve med 110-120 kilometer i timen.
I disse dage tester Forsvaret en drone, som kan hjælpe med farvandsovervågning og måske på sigt erstatte eller supplere Forsvarets havmiljøfly. Dronen har i testperioden base på radarstationen i Skagen, men kan dække område helt ned til Hanstholm.
Dronen vil have en aktionsradius på cirka 200 km og vil have en missionstid på omkring 6 timer eller fordelt på 2 x 4 timer da flyvningerne hovedsagelig er fordelt på 2 operationer om dagen.
– Dronen har mulighed for at flyve i længere tid og dermed overvåge et større område, end vi normalt kan. Det giver os et bedre billede af de danske farvande og bedre mulighed for at reagere på for eksempel forureninger eller lignende, siger Martin Ahl, der er sagsbehandler ved Søværnskommandoen.
Dronen kan bære 50 kilo udstyr som eksempelvis et kamera eller en såkaldt sniffer, der kan kontrollere skibes udstødningsgas, skriver TV2 Nord.
Prisen for en drone er cirka 20 millioner kroner. Kameraet under dronen koster det samme.
Når dronen skal flyve rundt over farvandet ved Nordjylland, så sker det i et tæt samarbejde mellem flere myndigheder. Ud over Forsvaret er Toldstyrelsen og Fiskeristyrelsen engageret i projektet.
Når først dronen er blevet gennemtestet og dens data analyseret bliver det besluttet, om de danske myndigheder skal investere i en.
Projektet hedder Insight 22 og er et EU-projekt, der finansieres af EMSA, som er et agentur under EU’s Transportkommission.
Foto: Forsvaret