Sparekassen Thy har netop offentliggjort et halvårsresultat på 39,7 mio. kr. før skat. Regnskabet viser fremgang i den ordinære drift på over 34%, som er et resultat af meget høj aktivitet i første halvår. Uro på de finansielle markeder trækker til gengæld ned i regnskabet.
Nye kunder skaber fremgang
Det er på mange måder et absolut tilfredsstillende regnskab, Sparekassen Thy kan offentliggøre med en flot fremgang i sparekassens nettorente- og gebyrindtægter på 15%, der samlet lander på 209 mio. kr.
Baggrunden for den tilfredsstillende vækst er bl.a. en stor tilgang af nye kunder. Siden 1. januar 2022 har Sparekassen Thy budt mere end 2.100 nye kunder velkommen.
Samtidig er sparekassens udlån vokset gennem første halvår til 5 mia. kr., svarende til en vækst på 7% siden nytår. Udover generel god efterspørgsel på lån, skal årsagen findes i, at de mange statslige coronahjælpepakker til erhvervslivet er under udfasning. Det giver en naturlig efterspørgsel på lån og kreditter.
Høj aktivitet på leasing og realkredit
Sparekassens leasingselskab Krone Kapital er i en fantastisk udvikling og bidrager igen i 2022 til sparekassens samlede vækst. I 2022 har der været en vækst på 14%.
Den pludselige rentestigning har givet ekstraordinær stor travlhed på realkreditområdet. Kunderne har på rekordtid fået mulighed for at skære 20-30% af restgælden gennem omlægning af deres realkreditlån, og dén mulighed er der mange, der har benyttet.
Uro på de finansielle markeder giver kurstab
Når renten stiger 3-4% på få måneder, giver det et naturligt kurstab for sparekassen, idet den har en obligationsbeholdning på 2,4 mia. kr. Selv om sparekassen har minimeret deres risiko over det seneste års tid, går de ikke fri af tab, og det samlede kurstab udgør 31 mio. kr.
– Det er selvfølgelig ærgerligt, men en udvikling, vi har ventet, fortæller direktør Ole Beith.
Udvikling koster på omkostningerne
Høj aktivitet og voksende forretningsomfang i hele koncernen smitter af på omkostningerne. Dels stiger omkostninger til håndtering af kunderne hos IT-centralen, og det samme gør løbende IT-projekter, men der er også stigende omkostninger til personale og øvrig administration.
– Vi er i gang med en ny strategiperiode, hvor vi har prioriteret at investere i bedre løsninger til både kunder og rådgivere med det klare mål, at kunderne får en endnu bedre oplevelse i sparekassen. Det koster selvfølgelig på den korte bane, men væksten i vores ordinære drift på 34% viser, at det bestemt kan betale sig, fortæller Ole Beith.
De samlede koncernomkostninger stiger med 10% til 144 mio. kr.
Stilhed før storm?
– Vi kan fortsat ikke aflæse i vores kunders udlån, at betalingsevnen er svækket af den høje inflation og stigende renter. Det har derfor samlet set ikke været nødvendigt med yderligere reservationer til at imødegå tab, fortæller Ole Beith.
Sparekassen har dog afsat ca. 95 mio. kr. til imødegåelse af tab gennem en krisebuffer. Sidste år fyldte frygten for konsekvenser af Covid-19 meget, og i år er det inflation, energipriser og rentestigninger, der fylder. Sætter inflationen og rentestigningen sig til et større økonomisk tilbageslag, er man forberedt med en betydelig krisekasse til at modstå et eventuelt finansielt stormvejr.
Egenkapitalen styrkes igen
Når man indregner årets resultat og væksten i garantkapitalen, er sparekassens egenkapital den 30/6 2022 på 2,2 mia. kr.
– Sparekassen Thy har aldrig været stærkere, og det sikrer, at vi netop kan modstå finansielt stormvejr og samtidig fortsætte den gode udvikling med vores strategiske målsætning om at have Danmarks mest tilfredse kunder, udtaler Ole Beith.
Foto: Pressefoto