I år er det 20 år siden, Sparekassen Thy åbnede sin første afdeling udenfor lokalområdet. Aulum blev første stop – og lige efter fulgte Holstebro – i det, der siden har været en gradvis udbygning af afdelingsnettet for den nordjyske sparekasse. I dag er der flere end 300 ansatte i organisationen, der udover Sparekassen Thy også omfatter medejerskab af leasingselskabet Krone Kapital A/S i Nykøbing.
Det er år 2000 og fra hovedkontoret i Thisted bliver der skævet ud over det daværende bankmarked, som rører på sig. EBH Bank med hovedsæde i Fjerritslev sidder på hele markedet nordøst for Thisted. Kigger man over fjorden, sidder Morsø Bank tungt på limfjordsøen. I både Fjerritslev og på Mors er de lokale banker på vej mod København, Aarhus og flere af de store byer.
– Det blev rimelig hurtigt klart for os, at vi ikke kunne leve af Thy alene. Vi skulle blive ved med at udvikle Sparekassen Thy. Spørgsmålet var bare i hvilken retning, fortæller direktør Ole Beith, der dengang var Erhvervskundechef i Sparekassen Thy, og fortsætter:
– Vi var omgivet af lokale banker, ligesom os selv. Men mens de havde øje på de store byer, tog vi dengang en beslutning om ikke at gøre som de andre. Vi ville blive ved med at gøre det, vi var gode til: at drive fornuftig, lokal og ordentlig sparekasse i lokalsamfund, der er rundet af det samme, som os selv, fortæller Ole Beith.
Holstebro og Aulum blev første skud på stammen
Det blev i første omgang besluttet at åbne i Holstebro, som skulle have været den første afdeling uden for Thy. Men så fik man et opkald, der pludselig satte ekstra fart på ekspansionen.
– Jeg kan huske, at Ivan Christiansen (den daværende direktør) kom til mig og sagde: Vi har fået en mulighed. Vi kan åbne en afdeling i Aulum – der står fire lokale medarbejdere klar til at løfte det. Hvad tænker du? fortæller Ole Beith og fortsætter:
– og jeg tænkte: Hvornår får vi sådan en mulighed igen? Så̊ vi sagde ja. Det var helt klart de lokale medarbejdere, der afgjorde det. Alle fire boede i Aulum og var engagerede i lokalsamfundet, og det er jo første prioritet, når en sparekasse som os skal etablere sig i nye områder, påpeger Ole Beith.
Kæmpe betydning for den samlede sparekasse
At åbne uden for Thy er, ifølge Ole Beith, en af de vigtigste strategiske beslutninger, der er blevet truffet i Sparekassen Thy. I dag udgør aktiviteterne uden for Thy 30% af det samlede forretningsomfang, og sparekassen har fået en størrelse, der giver flere muligheder:
– Vi ville slet ikke have haft de samme muskler til at understøtte de lokalsamfund, vi i dag er en del af, hvis vi ikke var rykket udenfor Thy dengang. Vi ville såmænd nok have været her endnu, men i en mindre størrelse og med færre muligheder for at drive en lokal bank, der skal leve op til stadigt større myndighedskrav, specialiserede kompetencer og en digitalisering på speed, fortæller han.
Roser medarbejderne
Medarbejderne i Aulum og Holstebro har en stor del af æren for, at det er gået så̊ godt. Der er mange ting, der kan gå galt på vejen, men det lokale engagement og den lokale opbakning fra kunderne har været vigtige komponenter. Også da Sparekassen Thy senere udvidede med afdelinger i Herning, Ulfborg, Struer og Viborg.
– De har været med til at vise vejen for, hvordan vi etablerer og udvikler lokale afdelinger med de samme bærende værdier og lokale engagement på tværs af hele Sparekassen Thy, siger Ole Beith.
Om der kommer nye afdelinger til, må tiden vise.
– Vi har ingen aktuelle planer om at åbne nye afdelinger, men følger selvfølgeligt med i, hvad der sker i vores branche. Viser den rigtige mulighed sig – i et område, hvor kundernes værdier matcher vores, så er vi klar til at kigge på det, slutter Ole Beith.
Sparekassen Thy har hovedkontor i Thisted, hvor der er privat-, erhvervs- og fjernkundeafdeling samt afdelinger i Aulum, Frøstrup, Hanstholm, Hurup, Nykøbing Mors, Viborg, Hvidbjerg, Struer, Ulfborg, Holstebro og Herning. Herudover ejer man sammen med et andet pengeinstitut leasingselskabet Krone Kapital A/S med kontor i Nykøbing Mors. Organisationen beskæftiger 300 højt specialiserede medarbejdere og er et af landets mest solide pengeinstitutter.