Travlt år med stærke resultater for Thisted By

På trods af stærk konkurrence udefra, krig i Ukraine, energikrise og inflation er 2022 endt godt for handelslivet i Thy. Det skyldes et ualmindeligt højt aktivitetsniveau og at Thyboerne er rykket sammen om at støtte op omkring det lokale handelsliv.

Det var hovedkonklusionen på Advokat Henrik Tinggaards formandstale på tirsdagens generalforsamling i Thisted Handels- & Industriforening.

– 2022 startede perfekt. Fri af nedlukninger og restriktioner der har gjort det svært at være handlende og drive en sund forretning. En omfangsrig aktivitetskalender, som var fuld af events, både nye og gamle kendinge, trak masser af folk til Thisted, sagde Henrik Tinggaard.

Men glæden skulle vise sig at vare kort.

– Vi nåede kun lige at udlevere aktivitetskalenderen, så udbrød der krig i Ukraine. Men også her trådte vi til og bakkede op om ”Thy for Ukraine” med auktioner, vi solgte gavekort, middage og finalen var et kæmpe liveshow i Limfjordsteaterets lokaler med MD Duo og livestream på Facebook. Handelslivet i Thy samlede 356.000 kroner ind og var med til at bringe den samlede pulje op på 1 mio. kroner. Vi kan godt være stolte af, at vi stod for 1/3 af den samlede indsamling, sagde Henrik Tinggaard.

Hektisk år med masser af events
Formanden kunne berette om et år, hvor publikumsevents er kommet som perler på en snor, og har været med til at trække masser af kunder til Thisted.

– Det hele blev skudt i gang til påske med påskejagt for børnene. Flere end 500 påskeæg, blev der uddelt. Det traditionelle kagebord på Store Torv var tilbage med kæmpe succes efter to års Corona pause. De 3.400 kager lavet af Superbrugsen og Føtex blev spist og indbragte 23.350 kroner til Stafet for Livet, fortalte Henrik Tinggaard.

Han glædede sig også over, at et nyt tiltag som BørneTouren, der blev afviklet sammen med Thy Cycle Ring og Thisted Kommune, trak masser af børnefamilier til Thisted.

– 100 børn deltog i cykelløbet gennem byens gader, der var udsmykkede med flotte gule cykler hængt op i stålwirer. Arrangementet fik stor ros fra deltagerne og derfor gentager vi aktiviteten igen i år. Også fordi vi håber, at Jonas Vingegaard selvfølgeligt vinder Tour de France endnu en gang, sagde Henrik Tinggaard.

Han nævnte også tilblivelsen af Thisteds nye kombinerede sandkasse og eventscene ”Sandkassen”.

– En flot donation fra Salling Fondene på 250.000 kroner og en på 50.000 fra Føtex i Thisted, banede vejen for ”Sandkassen”. Hold da op den er blevet taget godt imod. Vi har brugt den dagligt gennem hele sommeren, både til leg, hvil og underholdning, fortalte Henrik Tinggaard.

Juleby igen igen
Sommeren var knapt skud i gang før, Thy igen blev udnævnt til Årets Danske Juleby af Dansk Julemands Laug.

– Det var anden gang på tre år og er aldrig før sket for nogen anden dansk by. Så byen var fyldt med julemænd, nissekoner og nisser en enkelt sag i sommer, lød det fra Henrik Tinggaard.

Han berettede om en sommer fyldt med kræmmermarked, torvedage, lørdagsmusik og meget mere. Der blev også plads til nye aktiviteter som American Week med amerikaner biler, countrymusik og meget andet.

Det blev dog en lokal racerkører, der virkeligt trak folk af huse.

– Malthe Jacobsen var hovednavnet ved ”En Motorsportsdag i Thy”, der fyldte Store Torv i timevis. Her kunne man se ekstreme racerbiler og mange andre spændende aktiviteter. Det er en aktivitet, vi håber at kunne gentage i år. Det er en god måde at hylde vores lokale helte på, fortalte Henrik Tinggaard.

10.000 gæster til Street Food
Efteråret og julemåneden var også fyldt med aktiviteter, hvor man blandt andet bød på Oktoberfest, Limfjorden Rundt og Thisted Street Food.

– Street Food var en kæmpe publikumssucces med estimeret flere end 10.000 besøgende over fire dage, hvilket var den største succes for markedet set over hele året – så det kan vi godt være stolte af i Thisted. Desværre var succesen i Thisted ikke nok – markedet er gået konkurs, og vi skal finde andre samarbejdspartnere, hvis vi skal lave det igen. Måske skal vi kigge ind af, og lave det med vores egne restauranter og cafeer? lød opfordringen fra Henrik Tinggaard.

God julehandel
Julehandlen 2022 gik godt i Thisted By på trods af udfordringer med en stigende inflation og dermed færre penge mellem hænderne.

– Hertil en styrtdykkende forbrugertillid, varmeregninger der eksploderede, stigende renter og udfordringer med leverancer til butikkerne som konsekvens af to års Corona nedlukning. Så det hele så sort ud. Det gør det stadig. Men vi/I klarede julen med god omsætning, så vi klarer også denne udfordring sammen. Vi skal lige igennem den næste måneds tid. Når foråret kommer, så stiger forbrugertilliden, gæsterne kommer tilbage til Thy, priserne falder på energi og vi finder sammen nye veje, der sikrer en levende midtby, sagde Henrik Tinggaard.

Han glædede sig over, at salget af de lokale gavekort i Thy, fortsat er en kæmpe succes. I 2022 omsatte man for 3.5 mio. kroner, hvilket er en stigning på 1.4 mio. kroner fra 2.1 mio. kroner i 2020.

– Alt i alt synes jeg, at vi har et godt udgangspunkt for et godt 2023, hvor vi skal fortsætte de gode takter, vi er i gang med til glæde for både borgerne i Thy men også alle de gæster, der besøger vores lokale handelsliv, sagde Henrik Tinggaard.
Der deltog 36 medlemmer i generalforsamlingen, hvor Henrik Thingaard, Gitte Godtfredsen og Bent Sørensen var til valg til bestyrelsen. Alle blev genvalgt.

Forfatter
Top