TCT får årets integrationspris i Thisted Kommune

Det kan være en stor mundfuld at begynde i et job i et nyt land, hvor der tales et andet sprog, og forholdene og arbejdskulturen er anderledes, end det man tidligere har prøvet. Men det er virkeligheden for mange flygtninge og indvandrere i Thy.
 
En virksomhed, som i den grad har set ressourcerne i de nye borgere, er Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik (TCT). Her arbejder de i produktionen på kryds og tværs af både sprog og kulturelle forskelle og kan tælle til vistnok en 11-12, måske flere forskellige nationaliteter blandt de ansatte:
 
– Virkeligheden er, at det i hverdagen ikke rigtigt er noget, vi bruger ret meget tid på at snakke om. Vi skelner ikke mellem hvem, der er udlændinge, og hvem der ikke er, siger Martin Poulsen, der er teknisk chef på TCT.
 
Et fast tilbud på TCT er danskundervisning i både arbejdstid og med fuld løn, og så hersker der en stærk tro på, at alle bør have en chance for at bidrage til samfundet. Og den opskrift har nu sikret virksomheden Thisted Kommunes Integrationspris 2022.

- Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik får prisen for deres særlige indsats for at integrere mennesker på arbejdsmarkedet uanset baggrund og sprogkundskaber. De giver alle en chance for at bidrage til samfundet, og tager med åbne arme imod mennesker med anden baggrund end dansk, siger Tina Bah, formand for Integrationsrådet i Thisted Kommune, om valget af TCT som årets prismodtager.
I alt er der 240 ansatte på fabrikken. 79 af dem kommer fra andre lande som fx Syrien, Etiopien, Eritrea, Kroatien, Tyrkiet, Ukraine, Holland, Bosnien og Iran. At diversiteten i nationaliteter nu har givet dem Thisted Kommunes Integrationspris er et skulderklap, de sætter stor pris på:
– Vi stolte over at bliver anerkendt for den måde, vi handler på. Vi har brug for arbejdskraften, og vi synes det her er den rigtige måde at arbejde med det behov. Selvfølgelig er det fedt, når andre anerkender det vi gør, og at få prisen bekræfter os jo i, at det både er rigtigt og vigtigt det vi gør, men det vigtigste er, at vi kan mærke, at vores ansatte trives, og vi ved, at de også har været med til at indstille os. Det varmer, siger Martin Poulsen fra TCT.
 
Det er Integrationsrådet og Thisted Kommune, der står bag Integrationsprisen. Den bliver uddelt hvert år til en virksomhed eller forening, der gør en særlig indsats for at inkludere indvandrere og flygtninge.
Og det er en vigtig pris, siger Tina Bah fra Integrationsrådet.
 
– De, der gør det ekstra godt og tager ansvar, løfter en særlig opgave i samfundet. Deres indsats betyder, at børn og voksne får muligheden for en god fremtid. Det er vigtigt at anerkende den indsats, som også kan inspirere andre, siger hun.
 
Integrationsrådet har i år modtaget indstillinger på syv gode kandidater til Integrationsprisen, hvor modtageren – ud over et diplom og blomster – også får en kurv med lækkerier.

Forfatter
Top