Musikalsk oplevelsesweekend i Thy

Der er noget for enhver smag denne weekend, når Spillestedet Thy præsenterer ikke mindre end fire arrangementer, bestående af 6 koncerter, over to dage, plus en danser.
Spillestedet Thy og URT præsenterer fredag d. 17. marts den internationalt roste danske kvintet Lowly. Bandet udgav i februar deres tredje album ’Keep Up The Good Work’. Albummet er skabt i strøm af lockdown-restriktioner og er derfor også udarbejdet i et virtuelt samarbejde, for til sidst at blive skrevet i fysisk samvær. Albummet bærer derfor også præg af det liv vi alle oplevede under pandemien.

Leder af Spillestedet Thy, Kennet Bøgehøj, glæder sig til koncerten: “Det er et stort scoop for os at kunne præsentere Lowly. De spiller ellers primært på større scener på deres tour. De leverer en gennemført og tryllebindende koncert. De er en unik oplevelse af smukke og stemningsfyldte lydlandskaber, som jeg glæder mig til at give thyboer”.

Lokal opvarmning
Thy bandet Smugler vender for en aften hjem, når de varmer op for Lowly. Fundamentet for dannelsen af Smugler var at fjerne facaden og skrive om tabubelagte
emner som mentalt helbred, maskulinitetens diskurs og ensomhed. Det gør de med dansksproget lyrik og med en mørk melankolsk lyd, der giver associationer til Peter Sommer. Thisted drengene udgiver dette forår deres debut album Krokodillevogteren.

Jazz, irsk folkemusik, step og rock
Fredag d. 17. marts ligger Plantagehuset lokaler til en intens, storswingende og nærværende jazzoplevelse. Det er Waidtløw 4 der træder op og med deres koncert fejrer den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon, der i år kunne være blevet 100 år. Lørdag d. 18. marts kan du på Frøstrup Gl. Kro opleve traditionel irsk folkemusik, når Tradis spiller en spændende og livsbekræftende blanding af det gamle og det nye, fortid og nutid, med
en stærk forankring og respekt for rødderne. Som en lille ekstra bonus den aften, kan du også opleve danseren Gunilla Odsbøl, der er Europamester i irsk step danse og vis fødder også optræder på deres album.
Sidst men ikke mindst præsenterer Urt-huset lørdag d. 18 marts et stærkt koncertnavn i form af Himmelrum, der spiller fantasifuld og dragende rockmusik. Med koncerten fejrer Himmelrum udgivelsen af deres fjerde album.

“Der er med andre ord, stor mulighed musikalske oplevelser, for enhver smag, denne weekend. Måske kender du de forskellige bands eller måske trænger du bare til en oplevelse – og det får du helt sikkert”, afslutter Kennet Bøgehøj.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top