Thisted Forsikring er kommet ud af 2022 med et overskud på 4.6 mio. kroner før skat. Selve det at drive forsikringsselskab har bidraget med 57,2 mio. kroner, mens uroen på finansmarkederne har kostet 52.6 mio.kr på kursreguleringer. Thisted Forsikrings soliditet er helt i top og 2,6 gange højere end kravet fra myndighederne.
– Det solide forsikringsresultat er et udtryk for, at vi driver en grundlæggende sund forretning i forhold til det, der er vores DNA, nemlig at drive forsikringsselskab i Nord-, Midt- og Vestjylland. Omkostningsstyring og kundetilgang er med til at sikre et solidt resultat, forklarer Dennis Renè Petersen.
Forsikringsdelen indeholder præmieindtægterne, skadesudgifterne og omkostninger til drift af selskabet. Og så er der investeringsdelen, hvor selskabet investerer de forudbetalte præmier, hensættelser på skader samt selskabets egenkapital. Her investeres således, at der altid er økonomi til, at selskabet kan leve op til de forpligtelser, man påtager sig i forsikringsdelen.
Ukraine og uro sætter spor
Ruslands aggressive invasion af Ukraine, medførte i 2022 markant stigende priser og øget inflation og deraf stigende renter.
– Udviklingen i renteniveauet og de deraf følgende kursreguleringer betød, at vi fik et negativt afkast på obligationsbeholdningen med 52.6 mio.kr., fortæller Dennis Renè Pedersen.
Han forklarer, at tabet er et øjebliksbillede af Thisted Forsikrings investeringer.
– Kigger man på vores obligationsbeholdning, må vi notere os et tab her og nu. Men de penge kommer hjem igen, når obligationerne indløses, afhængigt af obligationernes løbetid, påpeger Dennis Renè Petersen.
Udover uroen på finansmarkederne har to begivenheder også sat deres spor i regnskabet.
– Vi havde en storbrand i starten af 1. kvartal 2022 og samtidig gik stormen Malik i land i vores kerneområde, med flere end 1.100 skader til følge. De to begivenheder kostede efter reassurancedækning os omkring 22 mio. kr., fortæller Dennis Renè Petersen.
Sikrer kunderne ro om priserne
Der er al mulig grund til at kigge lokalt, hvis præmien for familiens forsikringer eller den lokale virksomheds er steget betydeligt de seneste måneder.
– Allerede i efteråret kunne vi aflæse et forventet positivt resultat af forsikringsdriften og besluttede, at vi ikke ville justere præmierne på samme niveau som inflationen udgør. Det er vi i
stand til på baggrund af de stærke resultater de senere år. Vi har derfor kun justeret præmierne med 2,51%, hvilket er blandt landets absolut laveste, påpeger Dennis René Petersen.
En anden vigtig faktor er, at det er kunderne, der ejer Thisted Forsikring, og at vi derfor ikke skal aflevere et udbytte til aktionærerne.
– Vi har i en årrække haft positiv drift på forsikringsdelen, og det har gjort, at vi lige nu har reserver, der er 2.6 gange større end myndighederne krav. Det giver vores kunder sikkerhed for, at vi ikke justerer præmierne unødigt samtidig med, at vi er robuste til fremtiden, siger adm. dir. Dennis Renè Petersen.
Socialt lokalt ansvar – en vigtig del af DNA’et
Thisted Forsikring tager det lokale sociale ansvar alvorligt ovenpå de stærke økonomiske resultater.
– Derfor har vi fokus på at udvikle og fastholde lokale medarbejdere, samt på at tiltrække kvalificerede arbejdskraft. Vi har konstant 4-5 elever under finansuddannelse. Samtidigt tiltrækker vi unge, der vender hjem til vores område efter endt uddannelse og gerne vil bo og leve her samtidigt med, at de har et spændende og inspirerende arbejde, hvor deres udvikling kan forsætte. Det er vi både stolte af og oprigtigt taknemmelige for, siger Dennis René Petersen.
Foto: Bertel Bolt