Til august fejrer Kulturmødet 10-års jubilæum i stor stil med masser af enestående samtaler og oplevelser i vente.
Nu løfter man sløret for de første navne til programmet.
Den klassiske musik bliver stærkt repræsenteret, når bl.a. sanger Søren Huss går på scenen med det klassiske strygerensemble Who Killed Bambi. Super-cellostjernen Josefine Opsahl, der sidste år modtog Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris, giver solokoncert, og Dreamers’ Circus serverer folkemusik i absolut verdensklasse.
Det slår gnister, når det anerkendte elektroniske ørkenrockband Kalaha møder blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra i krydsfeltet mellem jazzens improvisation, vestafrikansk funk og elektrorave. Den anerkendte komponist og pianist Henrik Lindstrand, der er kendt fra bandet Kashmir, spiller drømmende kompositioner fra sit aktuelle album ”Klangland” sammen med strygekvartetten Halvcirkel.
I 2022 præsenterede Kulturmødet koncerten ”Augustinus Fondens Instrumentkoncert” med udgangspunkt i Augustinus Fondens unikke samling af mesterinstrumenter. Nu vender 4 af fondens unge instrumentlånere tilbage som klaverkvartet med koncerten ”Brahms og De 4 vinde”. På scenen er Toke Møldrup (cello), Christine Bernsted (violin), Marie Louise Broholt Jensen (bratsch) og Ramez Mhaanna (piano).
Andrea Pellegrini og Duo MiScha lader den danske sangskat møde sydens drama i sprængfarlige arrangementer. DR Vokalensemblet åbner koncertsæsonen sammen med deres nye chefdirigent, Martina Batič. De inviterer på en musikalsk rejse gennem Martinas liv, fra barndommens slovenske folkemelodier til kormusik og fra de vigtigste øjeblikke i hendes succesfulde karriere som kordirigent i hele Europa.