Det er glædeligt, at Thisted FC Elite nu kan offentliggøre ny direktør – en lokal, kendt person, der i høj grad imødekommer klubbens forventninger.
Thisted FC Elite har de seneste måneder været på jagt efter en ny direktør. Denne jagt er nu afsluttet, hvorfor klubben er glade for at kunne præsentere den nye direktør, der officielt tiltræder stillingen pr. 1. august 2023.
Ny direktør i Thisted FC Elite bliver den 36-årige tidligere profesionelle håndboldspiller, Søren Willette Pedersen, der er bosat i Thisted sammen med sin kone, Nicole, og deres tre drenge.
Søren har senest varetaget en stilling som administrerende direktør hos håndboldklubben, Lemvig-Thyborøn Håndbold, hvor han har været primær ansvarlig for mange af de ansvarsområder, som han ligeså skal varetage hos Thisted FC Elite.
Thisted FC er en kulturinstitution med potentiale
Det er en tilfreds Søren Pedersen, der ser frem mod det kommende job i Thisted FC Elite. Han glæder sig især til at bidrage til Thisted FC som kulturinstitution og styrke Thy som område med afsæt i elitefodbold, her både herre såvel som kvinder, samt ned gennem de yngre årgange i foreningsregi.
– Jeg brænder for udvikling, og specielt når det kommer til vores lokalområde. Vi er, og skal være, stolte af de bedrifter, vi opnår sammen i vores lokalområde. Og de bedrifter ser jeg frem til at være en del af gennem mit arbejde hos Thisted FC Elite.
– Thisted FC er en kulturinstitution i vores lokalområde. Det er et brand, vi skal være stolte af, men det er også en virksomhed, som har et stort og endnu uudnyttet potentiale. Det potentiale er jeg sikker på, at jeg er den rigtige til at fremme.
– Jeg brænder for sportens verden og den kultur, der er at finde her. Så det at få muligheden for at arbejde koncentreret i en klub, der rummer elitefodbold, både på herre- og kvindesiden, samtidig med et stort fokus på ungdomsfodbolden og de værdier, der er at finde indenfor foreningslivet. Det er noget, jeg ser utrolig meget frem til at blive en del af, fortæller Søren Willette Pedersen.
Optimal kandidat for Thisted FC og Thy generelt
Det er en meget tilfreds og begejstret bestyrelsesformand, der ser tilbage på ansættelsesforløbet, der nu er ved vejs ende, og glæder sig på vegne af klubben, og hele Thy generelt, at det er lykkes at få en kapacitet som Søren til klubben – en kapacitet, der tjekker samtlige bokse af, som blev nedskrevet forud for ansættelsesforløbet.
– Vi havde stort fokus på, at den kommende direktør i klubben skulle være en lokal person, der besidder et lokalt netværk samtidig med, at personen også gerne skulle have dokumenteret erfaringer med de fokusområder, der ligger i stillingen, hvilket Søren opfylder til fulde.
– Jeg må sige, at jeg ikke tror på, at vi kunne have fundet en bedre kandidat end Søren. De erfaringer han har gjort sig hos Lemvig-Thyborøn Håndbold kombineret med hans fortid hos Dragsbæk A/S og som aktiv håndboldspiller hos Mors-Thy Håndbold gør, at jeg er sikker på, at Søren er den helt rigtige mand til jobbet.
– Jeg er sikker på, at Søren i den grad vil komme Thisted FC til gavn, men også i høj grad Thy som lokalområde til gavn, udtaler bestyrelsesformand for TFC Elite A/S, Peter Boel.
Søren Pedersen tiltræder officielt sin stilling d. 1. august 2023. Han vil blive præsenteret for Erhvervsklubben i Thisted FC d. 12. august, når holdet i 2. division herrer spiller første hjemmekamp i den nye sæson, hvor Middelfart Boldklub gæster Sparekassen Thy Arena.