Store Torv kommer til at genlyde af børnesang

Store Torv kommer til at genlyde af børnesang, når flere end 400 førskolebørn, deltager i ”Små Synger Sammen Dag”, torsdag den 14. september 2023 på Store Torv i Thisted.

Det er Thy Sangskole, KULTURRUMMET og Thisted By, der er gået sammen om arrangementet.

– Arrangementet går ud på, at vi samler en masse børn fra 0 til 6, hvor vi gennem sang vækker deres
nysgerrighed, legelyst og genkendelse af årets emne, der er ”Ting på hjul”. Undervejs i sangene er børnene med til at vælge både ting på hjul og sjove måder at synge sangene på og vi håber hermed at alle både børn og voksen får lyst til engagere sig, lege og synge med på en hel række sange om ting på hjul, fortæller Kristina Brogaard der er leder af Thy Sangskole.

Hun glæder sig over den store opbakning.

– Deltagerne er børn i vuggestuer, børnehaver og i dagpleje og dermed de allermindste. Det bliver en kæmpe oplevelse, siger Kristina Brogaard.

Der bliver mulighed for at besøge KULTURRUMMET’s bogbus, ligesom børnene favorittog Tilde Tut også er på Store Torv. Fra Tilde Tut vil der blive serveret boller til børnene, der dermed kan se frem til en spændende dag i Thisted By.

”Små Synger Sammen Dag” afvikles over hele landet. Arrangementet på Store Torv i Thisted starter kl. 09.00 og slutter igen 10.30.

Forfatter
Top