Når Sønderhå-Hørsted Sparekasse går ind i julemåneden, er det med en ny direktør i huset.
Bestyrelsen har netop skrevet kontrakt med Viggo Pedersen Jensen, der kommer fra en stilling som kreditchef ved Krone Kapital A/S.
Det er i høj grad Viggo Jensens solide erfaring inden for kreditpolitik og ledelse, der begrunder ansættelsen af ham som ny direktør for Sønderhå-Hørsted Sparekasse.
Det pointerer sparekassens bestyrelsesformand, Flemming Nielsen, der også har en klar fornemmelse af, at Viggo Jensens personlighed vil passe ind i huset på Legindvej i Sønderhå.
– Han er typen, der går ind i folk med træsko på. Han er nem at snakke med. Jeg tror, han kan kommunikere med alle. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han vil passe godt ind i den omgangstone, vi har her i sparekassen, siger Flemming Nielsen.
De seneste ni år har Viggo Jensen som medlem af ledergruppen hos Krone Kapital A/S været med til at øge forretningsomfanget, idet han har været kreditansvarlig for Krone Kapitals leasingportefølje, som siden 2014 er steget fra 0,7 mia. kr. til 5,3 mia. kr.
Han har samtidig været med til at udvikle og tilpasse organisationen i samklang hermed. Blandt andet har han været med til at iværksætte initiativer til udvikling af medarbejdernes kompetencer og trivsel.
Netop personaleledelse og udvikling af virksomhedskulturen anses som en kerneopgave i stillingen som direktør i Sønderhå-Hørsted Sparekasse, og bestyrelsen har derfor efterspurgt en moderne og empatisk leder.
Stillingsopslaget vakte Viggo Jensens interesse på et tidspunkt i karrieren, hvor han har stor motivation for at tage det næste skridt op ad ledelsesstigen. I 2020 har han taget en MBA – Master of Business & Administration – og jobbet som sparekassedirektør giver ham derfor mulighed for at kombinere sin økonomiske og finansielle baggrund med ledelse på højeste niveau.
Viggo Jensen ser frem til at være med til at præge og udvikle et pengeinstitut, der finansielt er særdeles veldrevet. Kundeporteføljen har været støt stigende de senere år, og Sønderhå-Hørsted Sparekasse er kendetegnet ved ønsket om at være en tæt sparringspartner for kunderne, og derfor har alle tilknyttet en personlig rådgiver. De solide værdier om gensidig tillid, troværdighed og ærlighed harmonerer med Viggo Jensens tilgang til jobbet.
– Jeg vil bestræbe mig på at gøre en forskel i kraft af en kompetent, uhøjtidelig og ligeværdig sparring såvel over for kolleger som kunder, siger Viggo Jensen.
Han pointerer, at han ønsker at skabe et miljø, hvor alle medarbejdere får mulighed for at bidrage med deres kompetencer og være en del af beslutningsprocessen.
– Min intention er at møde kollegerne i øjenhøjde med åbent sind og et godt humør, og jeg lægger stor vægt på, at den enkelte får mulighed for at udvikle sig såvel personligt som fagligt, siger den nyansatte sparekassedirektør.
Viggo Jensen har netop fået en Fit & Proper-godkendelse af Finanstilsynet. Den bevidner, at han har en tilstrækkelig viden og faglig baggrund samt et godt omdømme.
Før ansættelsen som kreditchef i Krone Kapital i 2014 har Viggo Jensen, der er uddannet cand.oecon. agro. i 1998 og statsaut. ejendomsmægler i 2003, haft adskillige andre kreditchefstillinger i finanssektoren.
Privat er Viggo Jensen gift med Lene Olesen Jensen, der er cand.scient. i biologi. De er bosat i Mollerup på Mors, og sammen har de tre voksne børn.
Viggo Jensen er bestyrelsesformand i Dueholm Fonden, og han har tidligere haft bestyrelsesposter på henholdsvis Frøslev Skole og Vestegnens Idrætsforening.
Rekrutteringsfirmaet Asgaard Recruitment har bistået Sønderhå-Hørsted Sparekasse med at ansætte den nye direktør, og ifølge Flemming Nielsen har det været en meget grundig proces med flere velkvalificerede kandidater. Han er meget tilfreds med udfaldet.
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi har ansat den rigtige. Jeg har en rigtig god mavefornemmelse, understreger bestyrelsesformand Flemming Nielsen.
Viggo Jensen tiltræder 1. december 2023.