Westwind Watersport, der er landets største udbyder af surfkurser, surfudstyr mv. med afdelinger i Bork, Hvide Sande, Vorupør og Klitmøller opdeles i to forskellige brands. Det betyder, at alle aktiviteterne i Bork og Hvide Sande fremtidigt drives under brandet Westwind Watersports, mens aktiviteterne i Vorupør og Klitmøller i Thy drives under det nye brand Pro Surf Cold Hawaii.
– Westwind Watersports er blevet en afgørende spiller indenfor surf i Danmark takket være tusindvis af tilfredse kunder fra ind- og udland gennem de seneste næsten 42 år. Det har været en fantastisk rejse sammen, hvor vores bidrag har været vigtigt for udviklingen og udbredelsen af surfkulturen i hele landet, siger Martin Velling, Jens Møller, Rasmus Fejerskov og Klaus Suciu Sørensen, der står bag Westwind Watersports selskaberne.
De fire surf entusiasters veje skilles med opsplitningen af aktiviteterne.
– Vi har vurderet, at vi hver især vil kunne tage virksomhederne til nye højder, hvis vi laver en opsplitning. De mange områder, vi opererer i, er forskellige. Blandt andet er sammensætningen af udenlandske gæster forskellig, ligesom der efterspørges forskellige produkter og afledte produkter som f.eks. overnatning og så videre alt efter, hvilket område vi arbejder i. Det vil være svært at skabe et ensartet produkt hele raden rundt. Med opsplitningen sætter vi folkene i Westwind Watersports og Surf Pro Cold Hawaii fri i forhold til at fortsætte den fremtidige positive udvikling af surf i Danmark, lyder det fra de fire ejere.
De slår samtidigt fast, at alle surfbutikkerne i Bork, Hvide Sande, Vorupør og Klitmøller fortsat vil udbyde landets bedste surfskoler, og fortsat vil udbyde en bred vifte af kvalitetsprodukter indenfor vandsport.
Opsplitningen er sket med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2024 og implementeringen af det nye surfbrand Surf Pro Cold Hawaii i Vorupør og Klitmøller er i fuld gang.