Fredag starter billetsalget til Thy Rock

Fredag den 1. november 2024 kl. 16.00 starter billetsalget til Thy Rock 2025. Det sker ved “Thy Rock Cafe” i Sparekassen Thys lokaler på Store Torv i Thisted samt i Hurup. Thy Rock kan fejre 25-års jubilæum, og det sker med et festfyrværkeri af musiknavne fra ind- og udland.

– Musikbudgettet er det største nogensinde, men det vi skylder også verdens bedste publikum, der har støttet op omkring Thy Rock i 25 år. Jeg tør godt love en kæmpe fest på Dyrskuepladsen i weekenden 27.-28. juni 2025, siger Festivalleder Hans Peter Jarl Madsen.

Penge at spare
Traditionen tro er der penge at spare, hvis man køber billetter til “Thy Rock Cafe”. 

– Prisen bliver denne dag 825 kroner inklusive gebyr med et max. på fem billetter pr. kunde. Vi giver derudover en værdikupon på 50 kroner til hver solgt billet således, at man i alt sparer 175 kroner pr. billet ved at købe dem til “Thy Rock Cafe”. Når man har købt sin billet, er vi samtidigt værter med en øl eller vand fra vores faste samarbejdspartnere Royal, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

“Total i orden”-underholdning
Udover lidt koldt til ganen, vil der også være musik i Sparekassen Thys lokaler i Thisted leveret af den fynske “stjerne-DJ” Harske Hubbi samt Allan Josefsen fra Radio Limfjord, mens Broholm Bunk Trio underholder i Sparekassen Thy i Hurup. 

– Blandt de solgte billetter trækker vi lod om en opgradering til VIP-billetter kl. 17.30. begge steder, så der er al mulighed grund til at møde op og få nogle hyggelige timer, slutter Hans Peter Jarl Madsen.

Er man forhindret, er der også åben for billetsalget på www.thyrock.dk. Thy Rock offentliggør de sidste hovednavne i forbindelse med “Thy Rock Cafe”. Lukas Graham, Jung, Carpark North, KATO, Drew Sycamore, Gilliog MD Duo er allerede offentliggjort. 

– Der følger flere overraskelser de kommende dage, og vi forventer at kunne offentliggøre det sidste navn på årets program i midten af november, lover Hans Peter Jarl Madsen.

Kilde og foto : Thy Rock

Forfatter
Top