Patienterstatningen er efter amputationssagen nået til bunds i bunken af erstatningssager, og over 126 patienter har fået tilkendt ret til erstatning; en af de største serieskade-erstatninger hos Patienterstatningen nogensinde. Diabetesforeningen kæmper for større fokus på en hurtigere og mere forebyggende behandling i sundhedsvæsnet for at undgå amputationer.
– Det er et eklatant svigt af patienterne, og en skandale, som vi skal tage dybt alvorligt.
Det mener Diabetesforeningens adm. direktør Claus Richter, efter at DR igen sætter fokus på den såkaldte amputationssag, hvor en række mennesker, flere af dem med diabetes, kunne have undgået at få amputeret deres ben.
Patienterstatningen er nu nået til bunds i bunken af erstatningssager, og over 126 patienter har fået tilkendt ret til erstatning.
Det gør amputationssagen til en af de største serieskade-erstatninger hos Patienterstatningen nogensinde målt på kroner og ører.
– Denne sag er dybt tragisk. Den viser både alvoren af diabetes og et eklatant svigt af patienterne. Jeg vil gerne tage ordet skandale i min mund, for det mener jeg faktisk, at det er. En benamputation er ikke kun en tragedie for det enkelte menneske, men trækker også store veksler på sundhedsvæsnets knappe ressourcer. Alt det kunne have været undgået, hvis den rette behandling var sat i gang i tide, siger Claus Richter.
Mangel på forebyggende behandling
Kernen i amputationssagen er en ekstern analyse fra Region Midtjylland, som i april 2022 viste, at en række patienter i en tiårig periode muligvis kunne have undgået deres benamputation med bedre forebyggende behandling, såsom karkirurgiske indgreb, men indgrebene blev enten forsinkede eller ikke udført pga. travlhed
Siden undersøgte Regionernes Kliniske Kvalitetsdatabaser (RKKP) alle landets regioner, og det viste sig, at problemerne med manglende forebyggende behandling primært fandtes i tre regioner: Midtjylland, Sjælland og Syddanmark.
De nye tal fra Patienterstatningen viser, at over halvdelen af de anerkendte erstatningssager – 64 sager svarende til 52 procent af erstatningerne – er i Region Midtjylland.
Tallene for Region Sjælland og Region Syddanmark er henholdsvis 28 procent og 11 procent.
Det får Claus Richter til at fremhæve den geografiske ulighed i sundhed i Danmark, som Diabetesforeningen aktivt kæmper for at gøre mindre.
– Tallene understreger, at patienterne oplever en stor ulighed i sundhed, og det hører ingen steder hjemme, at midtjyske patienter – også dem med diabetes – har fået så voldsomt dårligere behandling, blot fordi de bor i den forkerte region. Den kontante erstatning kan aldrig stå mål med de fysiske og psykiske mén, patienter har efter en amputation. Men vi håber, at regionerne har fået nogle dyre lærepenge, står ved deres ansvar og fremover bruger erfaringerne til at prioritere den forebyggende behandling af patienter i øget risiko for amputation som følge af fx diabetes. Regionerne skal have ens, god og hurtig behandling uanset postnummer.
Flere greb for at undgå unødige barrierer
For mennesker med diabetes er der flere greb, som regionerne kan skrue på, mener Diabetesforeningen.
– De mange amputationssager understreger, at vi har brug for langt større fokus på en hurtigere og mere forebyggende behandling i sundhedsvæsnet. Her spiller fodterapeuterne en afgørende rolle. De er som regel de første til at opdage et diabetisk fodsår, der kan ende i en amputation, og når først sådan et sår opstår, skal det gå hurtigt. Derfor er det strengt nødvendigt, at vi fjerner alle fordyrende og unødige barrierer.
I bl.a. Region Midtjylland har fodterapeuter ikke mulighed for at sende patienterne direkte videre til den nødvendige sårbehandling på hospitalet uden en henvisning fra almen praksis. Og det kan koste både liv og lemmer.
– Et diabetisk fodsår kan ikke vente til på mandag, når den praktiserende læge først får tid. Vi opfordrer derfor alle regioner til hurtigst muligt at sikre patienterne direkte adgang fra fodterapeut til specialiseret sårbehandling på hospitalet og dermed forebygge et regionalt postnummerlotteri og nye amputationssager, siger Claus Richter.
Kilde : Diabetesforeningen
Foto : Niels Mejlvang for Diabetesforeningen