Limfjordsteatret er kendt for sine flotte juleudsmykninger. Men i år bliver noget ganske særligt. Sparekassen Thy Fonden har valgt at støtte teatret med 30.000 kr. til at gøre noget ekstraordinært ud af julen – både med udsmykning og særlige hyggestunder i tusmørketimen.
– Vi er utrolig glade for fondens opbakning – og i fuld gang med opgaven, siger teatrets administrative leder, Tore Müller.
Udsmykningen får sin officielle indvielse på Mors i forbindelse med urpremieren på årets juleforestilling for voksne, ”Omsorgsministeriet – Vi ved, hvor du bor” den 26. november. Men allerede ugen inden er teaterhuset trukket i juleklæder.
19. november inviterer teatret indenfor til det første tusmørkearrangement med en lille musikalsk og nostalgisk forestilling ”Jeg drømmer om en hvid jul”. Her er sangerinden Nadja Broholm og musikeren Jimmy Nyborg på scenen og spiller og synger en stribe julesange og -salmer, bundet op på en lille historie om jul og venskab. Forestillingen er skabt til at kunne opføres på ældrecentre og i ældreklubber og skal efterfølgende ud på turné i området. Tusmørkearrangementet gentages den 9. december i teaterhuset i Thy.
– Vi håber med vores tusmørkestunder at kunne lokke nogle lokale, som måske ellers ikke kommer i vores teaterhuse, ind til en rar og hyggelig oplevelse fra kl. 16:30 og en time frem, siger Tore Müller.
Jazz-krydderi, højtlæsning
og en lille nisse, der rejste
Næste tusmørkearrangement er en koncert med den lokale trio, COSY, der vil spille jazz-krydret julemusik, mens man kan lade roen falde på sig og nyde et glas eller en kop kaffe fra baren. Thilde Vest Trøst Sørensen synger og akkompagneres af Hans-Jacob Krone Lauridsen på klaver og Rasmus Lindegård Hovde på kontrabas.
Forfatter Jens Smærup Sørensen gæster teaterhuset ved det sidste tusmørke-arrangement den 10. december på Mors. Udover at skrive prisvindende romaner er han en fantastisk oplæser, og vil læse højt af bl.a. H.C. Andersen og Johannes V. Jensen – og har desuden lovet at udvælge et par julesange til fællessang.
Endelig har Limfjordsteatret et populært familiearrangement i Thy den 1. december med juleforestillingen ”En lille nisse rejste” – og åbent juleværksted, hvor man kan klippe og hygge både før og efter forestillingen.
– Det har været så stort et tilløbsstykke, at vi har arrangeret en ekstraforestilling, så den spiller både kl. 12 og kl. 14, fortæller Tore Müller. Her skal man dog sørge for at købe billetter på forhånd. De koster 40 kr. for børn og 70 kr. for voksne.
”Omsorgsministeriet – Vi ved, hvor du bor” spiller i alt ti gange på Mors frem til og med den 13. december. Hver fredag med mulighed for at indlede med en lækker julebuffet. Også her kræves billet til både forestilling og spisning.
– Vi elsker julen – og glæder os til at se en masse mennesker i vores teaterhuse, siger Tore Müller.
INFO
GRATIS TUSMØRKE- ARRANGEMENTER
Støttet af Sparekassen Thy Fonden
”Jeg drømmer om en hvid jul”
Tirs. 19. nov. kl. 16:30, Mors
Man. 9. dec. kl. 16:30, Thy
”COSY”, jazz-krydret julemusik
Tirs. 3. dec. kl. 16:30, Mors
Jens Smærup Sørensen læser julehistorier
Tirs. 10. dec. kl. 16:30, Mors
FORESTILLINGER, DER KRÆVER BILLET
Årets juleforestilling for voksne
”Omsorgsministeriet – Vi ved, hvor du bor”
Ti forestillinger fra 26. nov.-13. dec. kl. 19:30, Mors.
Årets familiejuleforestilling fra 4 år og op
”En lille nisse rejste”
1. dec. kl. 12:00 + 14:00, Thy
Juleværksted fra kl. 11:00-16:00
Kilde og foto : Limfjordsteatret