Thy : Småbørnsfamilier har fået en samlet indgang

Har du flere konflikter med dit barn, end du plejer? Måske er putningen blevet noget, du går og frygter hver dag?

Vi oplever alle svære perioder som småbørnsforældre. Men der er hjælp at hente.

Småbørnsfamilier i Thy har nemlig fået en ny, hurtig og samlet indgang til vejledning og sparring om familielivet.

Det nye tiltag hedder Børneliv Thy, og det skal gøre det nemmere for alle jer forældre at gøre brug af de tilbud, vi har til jer.

Helt konkret er det ét samlet telefonnummer, du kan ringe på, og en hjemmeside, hvor der er samlet en masse gode råd til småbørnsforældre om forskellige emner. Det fortæller Carina Hedegaard Bjørndal, der er sektionsleder i Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune.

– Der er flere forældre, der undlader at kontakte os, hvis de for eksempel har spørgsmål eller udfordringer med måltiderne, søvn, forældrerollen, skærme og andre dagligdags ting. For hvem er det lige, de skal kontakte? Det er rigtig ærgerligt, for vi har en masse viden, som vi kan dele ud af.

– Derfor har vi skabt Børneliv Thy, som er en enkel og smidig indgang, hvor forældre kan ringe ind med stort og småt. Det skal gøre det endnu mere tydeligt, at vi er en samarbejdspartner, som alle småbørnsfamilier kan bruge, fortæller hun.

Få friske øjne på en situation

Når du kontakter Børneliv Thy, kommer du til at tale med en fra et team, der består af sundhedsplejersker, familie-konsulenter, socialrådgivere og hjemmepædagoger.

Ens for dem alle er, at de har en masse viden om små børns trivsel. De kan hjælpe dig med at få en hverdag i bedre balance med færre konflikter og et styrket forældreskab.  

Hvis du spørger ind til et emne, som de ikke selv har kompetencerne til at svare på, så ved de præcis, hvor de kan sende dig hen.

Ønsket er, at Børneliv Thy giver småbørnsforældre en tiltrængt og objektiv sparringspartner, der på sigt, kan styrke trivslen blandt alle børn og unge i Thy. 

– Selvom man er en virkelig dygtig forælder, der gør det helt vildt godt, så kan man støde ind i ting, der er svære. Og her kan det være rigtig hjælpsomt at få friske øjne på situationen. Vi er de friske øjne. Hvad man bruger vores vejledning til, er helt op til en selv, siger Carina Hedegaard Bjørndal.

Tilbuddet er anonymt og gratis og henvender sig til alle gravide og familier med børn i alderen 0-5 år. 

Du kontakter Børneliv Thy på telefon 99 17 20 70 eller mail bornelivthy@thisted.dk.

Sådan gør du

  • Ring til os.
  • Vi taler om det, der fylder for jer.
  • Vi kommer med et forslag til forløbet.
  • Vi hjælper jer videre eller lægger en plan sammen.

Kilde : Thisted Kommune
Foto : Allan Taylor, Unsplash

Forfatter
Top