Fredagsbar med mandsforrædderen Sebastian Lynggaard

21. februar 2025 får Kunsthal Jens i Hurup besøg af mandsforræderen Sebastian Lynggaard (Herlige Svend) til fredagsbar og samtalesalon om mandekønnet og mænds vrede, ansvar og potentiale. 

Den samtale, der mangler i omklædningsrummet. Dette arrangement er en mulighed for mænd at reflektere over deres eget køn, og for kvinder at få indsigt i, hvad det vil sige at være mand i 2024.

Start weekenden med en spændende og tankevækkende samtale, når vi byder velkommen til Sebastian Lynggaard. Vært på ‘Hjerteflimmer for voksne’ og manden bag den populære Instagram-profil ‘Herlige Svend’ med over 100.000 følgere. I en lyserød verden af memes og nuttede dyr opdagede Sebastian, hvordan mænd ofte kommunikerer med kvinder, hvilket blev en øjenåbner for ham. Da hans instagramprofil stadig var anonym, modtog han hadefulde beskeder fra mænd, som troede, de talte med en kvinde. Da han afslørede sin identitet som mand, blev reaktionen ikke bedre – han blev kaldt forræder mod sit eget køn.

“Som heteroseksuel mand ved man ikke, hvordan andre mænd boller. Vi ved ikke, hvordan andre mænd taler til deres kærester, lige inden de slukker lyset. Vi ved ikke, hvordan de opfører sig på vej hjem fra byen alene. Men nu ved jeg, hvordan nogle af os skriver, når vi tror, at ingen kigger.” Sebastian Lynggaard.

Sebastian Lynggaard har skrevet bøgerne Mandsforræder og MUS, hvor han i førstnævnte dykker ned i det at være mand og hvad det betyder at udfordre de klassiske forestillinger om maskulinitet. Han tager fat på de følelser, der ofte bliver fortiet– mindreværd, vrede og ensomhed – og stiller spørgsmålet: Hvad hvis mænd begynder at tale åbent om deres følelser? Hvad binder os sammen som mænd, og hvordan påvirker det vores relationer?

Fredag kl. 15 åbner vi dørene til Stuen til højre, hvor du kan starte med en kold øl eller en G&T. Kl. 16 begynder samtalesalonen, hvor Sebastian Lynggaard i samtale med Angelina Owino, leder af Stuen til højre, vil dele sine skarpe og humoristiske pointer om maskulinitet, og vi tager den samtale, der sjældent finder sted i omklædningsrummet – om sårbarhed, tvivl og hvorfor det er så svært for mange mænd at tale om følelser. I 2. halvleg er fokus på dialog med publikum om maskulinitet. Det er ikke et must for at deltage, at man har læst bøgerne. 

Efter foredraget holder vi baren åben, og du er velkommen til at blive hængende, drikke en fredagsøl og fortsætte samtalen i uformelle rammer. Vi lukker kl. 18.30. 

Billetter købes her: https://billetto.dk/…/sebastian-lynggaard-hos-stuen-til…

Arrangementet er et samarbejde med Thisted Kommune.

Forfatter
Top