Thisted Kommune sætter del af Bytorvet i Hanstholm til salg

Thisted Kommune har den 28. september 2023 modtaget opsigelse fra lejeren af Bytorvet 19 beliggende i Hanstholm Centret. Dermed overtager Thisted Kommune den ene del af Bytorvet, som nummer 19 omfatter.

Det sker fordi, at Thisted Kommune ejer grunden, hvor ejendommen ligger på. En passus i lejekontraktens § 10 siger, at “Hvis lejemålet på grund af opsigelse, misligholdelse eller af anden årsag ophører inden uopsigelighedsperiodens udløb og såfremt bestemmelserne i §7 ikke kommer i anvendelse, tilfalder bebyggelsen udlejeren”.

Efter lejekontrakten blev indgået og tinglyst den 18. december 1978, blev der bygget på lejemålets areal. Dermed tilfalder også bebyggelsen på lejemålet Thisted Kommune.

Thisted Kommune har en målsætning om at nedbringe den samlede mængde af overflødige bygninger og grunde.

Drifts- og Anlægsafdelingen kan ikke finde anvendelsesmuligheder for grunden eller bygningen, hvorfor det indstilles, at begge dele udbydes til salg til højestbydende.

Ejendommen incl. grund sælges til højestbydende uden klausuler.

Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har tiltrådt dette på deres seneste møde.

Forfatter
Top