Hvert år kontakter tusindvis af unge Sex & Samfunds rådgivningsportal Sexlinien for Unge med spørgsmål om krop og sex. I 2023 var det mest søgte ord på sexlinien.dk ’klamydia’ og henvendelser omhandlende sexsygdomme toppede i januar.
”Juletiden er fuld af sjove og dejlige fester, som for nogle ender med sex uden kondom med nye partnere. Selvom, at ingen har en sexsygdom som nytårsønske, henvender flest unge sig til Sexlinien med spørgsmål om netop dette i januar måned. Derfor har vi i Sex & Samfund et juleønske om, at flere unge beskytter sig med kondom – den eneste præventionsform, der både beskytter mod graviditet og sexsygdomme,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Lige mange mænd og kvinder stillede i 2023 spørgsmål omhandlende kondom.
”Den gode nyhed er, at flere unge stiller nysgerrige spørgsmål til Sexlinien om brug af kondom og slikkelap. Og ifølge den nyeste undersøgelse fra vores samarbejdspartnere RFSU, opfatter et flertal det positivt, når en sexpartner foreslår kondom. Så selvom, man kan synes, at det er akavet at spørge, så giver det plus-point,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
I den årlige undersøgelse Kondomtjek fra det svenske kondomfirma og seksualoplysningsorganisation RFSU svarer flere af de danske unge adspurgte, at de opfatter en person, som foreslår kondom, ’ansvarsbevidst’, ’voksen’ og ’hensynsfuld’.
Sjov julekampagne skal nå flere unge
I samarbejde med RFSU har Sex & Samfund netop lanceret julekampagnen ’Hårde pakker – en indpakningsguide til årets vigtigste julegave’.
Med udgangspunkt i julen, bygger kampagnen på et humoristisk koncept, der informerer om anvendelsen af kondom med mulighed for at vinde et års forbrug af RFSU-kondomer.
Kampagnen kører via de sociale medier og vil også blive vist på infoskærme på en række ungdomsuddannelser.
”Hvis vi skal nå bredt ud med budskabet om sikker sex, skal vi nå de unge, der hvor de er. Med vores julekampagne om kondombrug forsøger vi at sende vigtig sundhedsinformation ud til en målgruppe af unge, som måske ikke selv opsøger den,” siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.
Om Sexlinien for Unge
Sex & Samfund står bag Sexlinien for Unge, som er Danmarks ældste og største informations- og rådgivningsportal om krop og sex for unge mellem 15-25 år. Her rådgives tusindvis af unge hvert år, mens flere hundredetusinde klikker ind på hjemmesiden www.sexlinien.dk
Spørgsmål på Sexlinien om prævention og sexsygdomme i 2023
- Flest kontaktede Sexlinien med spørgsmål omhandlende sexsygdomme i januar måned. De mest hyppige spørgsmål omhandlede smitteveje, klamydia og sexsygdomme generelt.
- Det mest søgte ord på Sexlinien.dk i 2023 var ’klamydia’.
- Næsten lige mange mænd og kvinder stillede spørgsmål omhandlende sexsygdomme i 2023 (47,8% spørgende kvinder og 48,5% spørgende mænd)
- Næsten lige mange mænd og kvinder stillede spørgsmål omhandlende kondom i 2023 (52% spørgende kvinder og 47% spørgende mænd). Spørgsmål omhandlende slikkelap, der fx beskytter mod oralt overført klamydia, var stillet af 55% kvinder og 36% mænd.
- Selvom, at Sexlinien primært henvender sig til aldersgruppen 15-25 år, var 43% af dem, som kontaktede Sexlinien med spørgsmål om sexsygdomme i 2023, 25 år eller ældre.
Læs mere om Sex & Samfunds julekampagne her: www.hårdepakker.dk
Foto : Charles de Luvio, Unsplash