NYT STORE TORV : naturen rykker ind på torvet i Thisted

Flere træer og læ skabende beplantning, picnicsteder, legerum og plads til at mødes og være sammen. Med planerne for en grøn oase på den sydlige del af Store Torv står landskabsarkitekterne fra BOGL som vinder af projektet med at forny byens centrale torv.

– Der har i bedømmelsesudvalget ikke været tvivl om, at forslaget fra BOGL er det forslag, der bedst favner de krav vi har haft til opgaven. Deres forslag både forskønner ved natur og i høj grad også genbrug af eksisterende materialer så de på elegant vis tiltrækker nye fællesskaber til torvets sydlige del. Samtidig favner de stedets historie omkranset af både gamle og nye bygninger, siger Jens Kr. Yde, der er formand for Thisted Kommunes Erhvervs-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalg og med i bedømmelsesudvalget omkring planerne for Store Torv.

Donation baner vejen

En forskønnelse af Thisteds centrale torv kan realiseres fordi Sparekassen Thy i forbindelse med byens 500-års købstadsjubilæum donerede 10 mio. kr. til projektet. Den gave satte gang i en spændende dialog med både nære aktører som naboer, grundejere og erhvervsledere, og der har også været afholdt workshops og ”Torve Talks”, hvor alle har kunnet byde ind med deres ideer og drømme om, hvad torvet i fremtiden skal kunne for byens borgere.

Den brede inddragelse dannede grund­lag for opgavebeskrivelsen i konkurrencen, hvor bedømmelsesudvalget i alt har haft tre spændende forslag at vælge imellem. Ud over BOGL har også VEGA Landskab og GUSTIN Landskab været med i konkurrencen.

– Der er tale om tre rigtigt gode bud. Forslagene bruger alle den historiske kontekst og styrker på forskelligvis sammenhængen mellem Bindesbølls Rådhus, museet og kirken. Samtidig har naturen og de landskabelige forudsætninger været udgangspunktet, hvor den eksisterende skråning mod Kirkeparken bliver trukket ud på torvet og ud i solen, så det har været en meget spændende opgave at se på dem i forhold til hinanden, siger Jens Kr. Yde om processen frem mod den endelige udvælgelse.

Viceborgmester og formand for Erhvervs-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune er med i bedømmelsesudvalget omkring planerne for Store Torv.

Liv på og omkring torvet

For Sparekassen Thy har det været afgørende, at byens centrale torv bliver et sted med endnu mere liv.

– Vi vil gerne bidrage til et torv, der indbyder til ophold, leg og aktivitet. Der er masser af gode aktiviteter i løbet af året, men for os er det vigtigt, at torvet også er interessant, når der ikke afvikles planlagte aktiviteter. Vi ser spændende perspektiver i vinderforslaget, der bringer mange elementer i spil, og samtidig får vi skabt et Store Torv, der med den rette belysning også er et hyggeligt sted at opholde sig, siger Ole Beith, direktør for Sparekassen Thy.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er PR_Direktion_Ole-Beith_2.jpg

Ole Beith, direktør i Sparekassen Thy, der står bag den donation, der gør det muligt at forskønne Store Torv.

Der skal nu arbejdes videre på de konkrete planer for den endelige udformning i et tæt samarbejde mellem vinderen og bedømmelsesudvalget. BOGL har tidligere stået bag projektet omkring Smedjen i Storegade i Thisted, og de glæder sig til et nyt samarbejde i Thisteds bymidte.

Alle de tre indkomne forslag bliver fra i dag udstillet på området på Store Torv, så du kan gå forbi og kigge på dem.

Hvornår relanceringen af den sydlige del af Store Torv er klar til indvielse vil blive offentliggjort først i det nye år, når den endelige tidsplan for projektet er på plads.

Læs om arbejdet med projektet her

Visualisering . BOGL for Thisted Kommune
Fotos : Thisted Kommune

Forfatter
Top