Akut- og Traumecenteret i Aalborg er ifølge Aalborg Universitetshospital den første akutmodtagelse i landet, der har taget lægemidlet remimazolam i brug. I de seneste måneder har omkring 300 patienter fået medicinen i forbindelse med deres behandling på akutmodtagelsen.
– Alternativet, før vi fik det her, var, at nogle af patienterne måtte vente et stykke tid på, at vi fik relevant personale kaldt ned for at give for eksempel en nerveblokade. Ellers skulle vi ruse patienterne på den gamle måde, som er mere langvarig, og hvor det kan være nødvendigt at ligge til opvågning bagefter, fortæller læge Annika Kamp til TV2 Nord.
Det nye lægemiddel er et såkaldt indslumringsmedikant, som gør, at patienterne hurtigt døser hen, men stadig er vågne. Det giver personalet mulighed for på mindre end et kvarter at sætte eksempelvis en skulder eller en hofte på plads efter en faldulykke.
Foto: Lasse Høj Nielsen