Siden 2017 har Cold Hawaii Inland været et strategisk vigtigt og stort projekt i Thisted Kommune.
Der blev derfor i projektets opstart etableret en projektorganisering, der skulle løfte ambitionerne med Cold Hawaii Inland, som i projektet er defineret ved at skulle videreudvikle Thy til et nationalt centrum for frilufts- og vandsportsaktiviteter.
I Cold Hawaii Inland-projektet mangler nu at blive opført to spots (Vandet Sø og Krik) og pga. kompleksiteten i myndighedsprocesserne på netop disse to spots, er det endnu ukendt, om og hvornår projekterne kan realiseres.
Derfor har Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune besluttet, at lave en ny organisering, der integreres i Thisted Kommunes ordinære organisering, og justere organiseringen til den fase, Cold Hawaii Inland projektet er i nu, hvor størstedelen af faciliteterne er udført, og hvor fokus med fordel kan lægges på at understøtte øget liv, brug og sammenhænge i ”det blå Thy”. Dette fokus styrkes ved en entydig ansvarsplacering i Sundhed, Kultur og Fritid.
Derfor nedlægges Den Politiske Styregruppe, Den Administrative Styregruppe og arbejdsgruppen.
Beslutningskompetencen vedr. igangsætning af nye delprojekter flyttes fra Den Politiske Styregruppe til Kommunalbestyrelsen.
Opførelse af de resterende faciliteter i Cold Hawaii Inland vil blive varetaget som anlægsprojekter under Erhverv-, Klima-, Miljø- og Teknikudvalget og under administrativ ledelse af drifts- og anlægschefen.
Her vil inddragelse af brugere og samarbejde med Fritidsafdelingen fortsætte efter samme samarbejdsform som ved opførelsen af de tidligere projekter.
Drift og vedligeholdelse af de opførte spots varetages i et samarbejde mellem Driftsafdelingen og Fritid som ved de eksisterende spots.
Dialogen med foreninger og brugere om brugen af spottene, aktiviteter og events samt et vedvarende fokus på udvikling af brugen af spottene varetages af Sundheds-, Kultur- og Fritidsudvalget og under administrativ ledelse af chefen for Sundhed, Kultur og Fritid.
Medarbejdergruppen, der i dag udgør arbejdsgruppen, fortsætter ”ad hoc” ved f.eks. fondsafrapporteringer, indvielser, oplæg om Cold Hawaii Inland og lignende.
Den nuværende projektorganisation i Cold Hawaii Inland har virket fra 2017 – 2024. De stærke relationer og tværgående samarbejder, der er etableret igennem en årrække, vil fortsat udgøre et stærkt fundament for det fortsatte tværgående samarbejde om både nye og eksisterende spots i Inland.
Den nye organisering forventes igangsat fra årsskiftet.
Foto: Thisted Kommune