Med navne som Chaka Khan, Roxette, Kool & The Gang, Culture Club, Level 42 og The Human League på plakaten kan Viborgs store nye festival FOREVER allerede præsentere en stor del af de navne, man kan glæde sig til at opleve den 20. og 21. juni 2025 i byens gamle kaserneområde.
I dag løfter festivalen yderligere sløret for endnu en musikalsk sværvægter i form af bandet The Cardigans, som siden 90’erne har været med til at skrive ikke bare svensk, men international pophistorie.
Kvintetten blev dannet i Jönköping i 1992 og udgav i 1994 deres første album Emmerdale, som blev kåret til årets bedste album af det toneangivne musikmagasin Slitz. Den positive omtale af debutalbummet var dog kun begyndelsen på den massive succes, The Cardigans skulle vise sig at få.
Gruppens popularitet steg nemlig stødt for hver udgivelse, og da de fik få år efter debuten deres store internationale gennembrud med den ikoniske single ”Lovefool”. Singlen gik nummer 1 på radiohitlisterne i både Storbritannien og USA, mens albummet First Band On The Moon gik platin i USA og Japan, guld i Storbritannien og solgte over 2,5 millioner album på verdensplan.
Albummet Gran Turismo markerede fortsættelsen af bandets globale succes, blandt andet takket være udødelige sange som ”My Favourite Game” og ”Erase/Rewind”, som den dag i dag stadig vækker genkendelse blandt musiklyttere verden over.
The Cardigans er et yderst erfarent live-band, som har indtaget nogle af de største festivaler og spillesteder verden over, og nu står Viborgs nye festival FOREVER altså for skud, når det legendariske band lægger vejen forbi til sommer.
Med tilføjelsen af The Cardigans mangler festivalen nu kun at løfte sløret for yderligere tre navne, før det fulde program kan præsenteres.
Det foreløbige lineup til FOREVER 2025 er:
10cc
Chaka Khan
Culture Club
En Vogue
Kool & The Gang
Level 42
Lisa Ekdahl
Roxette
The Cardigans
The Human League
Tony Hadley ex Spandau Ballet
Billetter og info på www.forever.dk
Foto : Pressefoto