”Nyhederne, god aften”.
Det er ikke en sætning, Karin Cruz Forsstrøm skal øve sig særligt meget på, når hun fra det nye år slutter sig til TV MIDTVESTs hold af nyhedsværter.
Den erfarne og folkekære tv-vært har i en årrække præsenteret danskerne for alt fra hårde nyheder til madopskrifter på TV 2 på NYHEDERNE og TV2 NEWS og meget andet. Men nu er tiden inde til, at hun for første gang skal formidle de bedste regionale historier til midt- og vestjyderne.
– Når jeg ser på TV MIDTVEST, ser jeg en region, der tænker visionært og som hele tiden er i udvikling. Jeg har løbende fulgt TV MIDTVEST fra sidelinjen, og jeg er draget af deres fortællelyst og engagement. Det vil jeg gerne være en del af, siger Karin Cruz Forsstrøm.
Hun kommer til at få mange forskellige slags værtsopgaver, men hendes hovedopgave er at være med til at løfte den populære 19:30-udsendelse, som mange tusinde midt- og vestjyder ser hver eneste dag.
Foto: Janarth Arulananthajothle, TV MIDTVEST