BØRNELIV I THY : Styrken er, vi kan noget forskelligt

Der er mange fagligheder rundt om bordet i mødelokalet i Thy Hallen denne tirsdag. Fælles for dem er, at de alle arbejder med de 0-5-årige i Thy. Som et fast punkt vender de hver uge de opkald, der siden sidst er kommet på tlf. 9917 2070.

Nummeret er indgangen til Børneliv Thy. Et sted, hvor forældre og fagfolk kan søge råd og sparring om stort og småt i dagligdagen med mindre børn.

– En forælder havde hørt os tale om konflikthåndtering under et oplæg i sit barns institution, og nu havde vedkommende brug for en individuel sparring om det, fortæller Carina Hedegaard Bjørndal om et af ugens opkald. Hun er sektionsleder for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune.

Spørgsmålene spænder vidt

Gennem det seneste år er der på telefonen kommet spørgsmål om alt fra, hvordan man undgår uro omkring putningen af barnet på fire år, over håndteringen af konflikter til vejledning om deleordninger i en forestående skilsmisse.

I dag er der – udover Carina Hedegaard Bjørndal – hjemmepædagoger, sundhedsplejersker og socialrådgivere om bordet. Sammen udgør de Børneliv Thy. Et tiltag, som er meget mere end et telefonnummer.

– Med den samlende paraply Børneliv Thy oplever forældre og fagpersoner, at de kun behøver at henvende sit ét sted for at få svar, eller blive ledt derhen, hvor de kan få den vejledning og hjælp, de søger, forklarer Carina Hedegaard Bjørndal.

Carina Hedegaard Bjørndal er sektionsleder for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune. Hun ser store perspektiver i den tværfaglighed, der er i Børneliv Thy.

En nem og smidig indgang

Dermed er platformen her to år inde i den tre-årige projektperiode godt i gang med at bevise sit værd som den nemme og smidige adgang for brugerne til den store børne-faglighed, der findes i Thisted Kommune.

– Vi har allerede nu opnået et bredt, tværfagligt samarbejde, som er med til at styrke den service, vi hver dag yder. Vores medarbejdere får et bredere syn på det, de selv arbejder med ved at sparre med flere. Det er med til at kvalificere både de ansattes råd og vejledning i de eksisterende tilbud og de tilbud vi løbende udvikler. Styrken er klart, at vi kan noget forskelligt og at vi bringer forskellige fagligheder tættere på hinanden, fortæller Carina Hedegaard Bjørndal.

Marian Krüger Bak er som sundhedsplejerske én af de faggrupper, der er en del af projektet med Børneliv Thy. Tiltaget har skabt en nem indgang til de mange fagligheder, der arbejder med de yngste i Thisted Kommune.

Den svære tværfaglighed

For Marian Krüger Bak har det været en både spændende og udfordrende opgave at blive en del af et tværfagligt team, hvor tværfagligheden er hele præmissen for deres eksistens.

Der er to hjemmepædagoger, som er ansat på fuld tid i projektet. De øvrige tilknyttede medarbejdere fra sundhedsplejen, Børne- og Familieafdelingen, socialafdelingen og PPR har derimod forskellige timesatser ind i projektet. De har stadig deres tilknytning i deres primære ansættelser, og bidrager meningsfuldt ind i Børneliv Thy fra hvert deres område.

– Jeg oplever det som et meget udviklende samarbejde. Her er der skabt en struktur for, at vi skal arbejde sammen og bidrage med hver vores faglighed, og det betyder, at man får større indsigt og samtidig bliver mere bevidst om, hvor ens egen faglige grænse går, og det kræver åbne øjne hos alle i forhold til, at tingene kan gøres på andre og flere måder, end den, du selv vil vælge, siger Marian Krüger Bak, der er sundhedsplejerske i kommunen, om den tværfaglige proces.

Hver tirsdag mødes alle faglighederne i Børneliv Thy og laver evalueringer af deres indsatser og sætter nye i søen.

Stor interesse

Forældrene har taget godt imod den nye indgang til børnefaglighederne. Der er indløbet foreløbigt cirka 150 opkald i løbet af det første år – 2/3 af dem er kommet fra forældre. Den sidste 1/3 fra fagfolk i daginstitutioner og dagplejere. De bruger i stigende antal også linjen, når de støder på udfordringer, de gerne vil vende med andre fagfolk.

Børneliv Thy har derudover udviklet en hjemmeside, hvor der kan hentes nyttig viden fra. Der er udgivet en podcast. Der afholdes oplæg for forældre i dagtilbuddene, og de tilbyder hjemmepædagogiske forløb, og så er der lige nu forskellige gruppetiltag under udvikling. De forventes at blive præsenteret i foråret.

– Vi har en fortsat opgave i at synliggøre, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde børnefamilierne. I projektet ligger også at vi løbende udvikler nye tilbud og tiltag ud fra de behov, vi møder. For os handler alt det her alt sammen om at dele viden og vise familierne, at vi er en god og tryg samarbejdspartner, som alle nemt kan bruge, uanset om man ønsker at være anonym eller ej, siger Carina Hedegaard Bjørndal.

Her finder du Børneliv Thy hjemmeside

Kilde og fotos : Thisted.dk

Forfatter
Top