SKOVs bedste resultat og positive forventninger til fremtiden

SKOV Gruppen, der producerer ventilation og farm management til animalsk produktion, har afsluttet regnskabsåret 1. oktober 2023 til 30. september 2024. Resultatet er vækst på top- og bundlinje. Omsætningen er steget med 61 mio. kr. til 1.074 mio. kr. og runder igen milliarden. Overskuddet landede på 209 mio. kr. – en stigning på 48 mio. kr.

– Vi har haft et særdeles travlt år – specielt de sidste 6-8 måneder, hvor vi har leveret nogle store projekter i udlandet. De har haft en markant positiv indvirkning på årets resultat, fortæller Leo Østergaard, administrerende direktør, SKOV A/S.

Danmark er stadig et af SKOVs største og vigtigste markeder, og aktiviteten har været høj på alle områder.

– Der produceres færre grise i Danmark, men investeringsniveauet er fortsat højt – både i form af nybyg og renovering af eksisterende staldanlæg. Vi har lavet nye stalde til søer samt til små- og slagtegrise. Når producenter med ældre anlæg sælger deres bedrift, gennemrenoverer de nye ejere ofte produktionsanlægget, fortæller Leo Østergaard.

Globalt deltager SKOV på mere end 50 udstillinger årligt. Tilbagemeldingerne fra netop afsluttede EuroTier i Tyskland og Agromek i Danmark er positive, og der er fortsat stor interesse for energioptimering, luftrensning og biosikkerhed på mange af de europæiske markeder.  

– Generelt har vores regioner levet op til forventningerne. Specielt Mellemøsten og Østeuropa har bidraget yderligere til vores resultat end budgetteret, mens f.eks. Asien og Vesteuropa ligger under det forventede, fortsætter Leo Østergaard. 

Pressefoto

SKOV købte i årets løb XIO – Intelligent Farming, der leverer fuldautomatiske logistikløsninger til insektproduktion. Opkøbet gør det muligt igennem søsterselskabet Better Insect Solutions at levere komplette løsninger til industriel insektproduktion.

dol-sensors a/s er SKOV Gruppens specialister inden for sensor-teknologi. Det er et forretningsområde, der bliver af stadig større betydning, og hvor der er en kraftig udvikling.

Vi oplever et øget fokus på automatisering og dataindsamling fra vores kunder; hvilket kræver intelligente sensorer. dol-sensors er kommercielt og teknisk et stærkt brand, og vores ambition er at styrke forretningsområdet yderligere gennem fortsat egenudvikling samt potentielt gennem opkøb, fortsætter Leo Østergaard. 

SKOVs forventninger til fremtiden er positive og medarbejderantallet, der i oktober var på 450, forventes i ind- og udland fortsat at vokse gennem det kommende år.

– Vi har haft et særdeles travlt år, med fokus på at udvikle vores kunders forretning. Siden sommerferien har vi fået flere nye kolleger, og vi har stadig åbne stillinger, som vi arbejder på at få besat hurtigst muligt. Der er kørt med overarbejde i lang tid, og vi skylder vores medarbejdere en stor tak for en fantastisk indsats, afslutter Leo Østergaard.

SKOVs hovedtal fra 2022/23 til 2023/24

Hovedtal2023/242022/23
M.DKKM.DKK
Resultat  
Nettoomsætning1.0741.013
Resultat før skat209161
Årets resultat163127
Balance  
Balancesum 927782
Egenkapital 694605
   
Medarbejdere (Gennemsnit)429431

Foto : Skov Gruppen A/S

Forfatter
Top