Med udnævnelsen af Kenny Thomsen, som ny uddannelses- og vicedirektør, ønsker EUC Nordvest at styrke skolens position og udviklingskraft inden for de gymnasiale uddannelser. Rent demografisk falder antallet af unge uddannelsessøgende mærkbart frem mod 2035, men for EUC Nordvest er det vigtigt, at dette ikke kommer til at begrænse uddannelsesmulighederne lokalt. Der er således behov for en målrettet indsats for at fastholde, styrke og fremtidssikre uddannelsestilbuddene i regionen.
“Med Kenny Thomsen som uddannelses- og vicedirektør styrker vi fokus på vores tre lokale HHX-udbud, i henholdsvis Nykøbing, Fjerritslev og Thisted, samt vores HTX-udbud i Thisted. Som egnsskole for de erhvervsrettede, gymnasiale uddannelser, er det afgørende, at vi konstant fokuserer på synergier på tværs af vores lokale udbud, så muligheden for at fastholde og tiltrække topkvalificerede, fagligt stærke specialister til de erhvervsgymnasiale profilfag sikres. Naturligvis med det overordnede formål at sikre, at HHX og HTX fastholder deres status i det nordvestjyske som stærke, attraktive og relevante uddannelsestilbud – også i 2035”, siger direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.
EUC Nordvest har valgt at sprede den øverste ledelse, så direktørstillingen er placeret i Thisted og vicedirektørstillingen på Mors.
“Med ca. 325 årselever på Mors er området det næststørste i vores organisation. Ud over vores gymnasiale udbud, udbyder vi både merkantile og tekniske erhvervsuddannelser på Mors, og Mors er således et højt prioriteret område for os. Derfor har vi brug for, at vi også rent organisatorisk prioriterer vores tilstedeværelse hér, og derfor er det for os helt naturligt at lokalisere vicedirektørstillingen i Nykøbing”, fastslår Hans Chr. Jeppesen.
Lokal kapacitet
Kenny Thomsen er 54 år, født og opvokset på Mors og er i dag bosiddende i Nykøbing. Kenny har været ansat på EUC Nordvest siden august 2009 og har gennem årene varetaget forskellige funktioner. Han har bl.a. undervist på HHX i både Thisted og Nykøbing, været leder af kursuscentret.nu og har senest varetaget stillingen som uddannelseschef for HHX i Nykøbing.
Som lokal kapacitet, der kender både området og EUC Nordvest indgående, er Kenny Thomsen således det oplagte valg til at stå i spidsen for skolens gymnasiale uddannelser.
“Jeg brænder for, at vores unge på Mors, i Fjerritslev og Thisted har de samme muligheder som alle andre steder i Danmark. Det er vores ansvar at sikre, at de, der ønsker en erhvervsrettet uddannelse, ikke skal gå på kompromis med kvalitet eller udvalg. Det er en kamp, som jeg – og vi som institution – vil kæmpe indædt for. Vi har allerede skabt stærke uddannelsestilbud her på Mors med HHX, Business Nordvest og Nordic Food College, og det er vigtigt, at den udvikling fortsætter – ikke kun på Mors men i hele vores optagsområde, siger Kendt Thomsen og fortsætter:
“Vi er en vigtig del af det nordvestjyske uddannelseslandskab, og det agter vi også at være fremadrettet. Dérfor bliver vi også ved med at styrke, udbygge og prioritere vores aktiviteter lokalt. At have en synlig ledelse her på Mors er et bevis på, at vi prioriterer lokalområdet og dets unge højt, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for den fortsatte udvikling af et stærkt lokalt uddannelsesudbud”, slutter han.
Foto : EUC Nordvest