Hvis man kunne være i tvivl, er det nu slået fast med syvtommersøm. Kulturmødet på Mors er landets vigtigste kulturbegivenhed. Det har man forlængst også fået øjnene op for i staten. Her er man nu kommet med den ultimative anerkendelse af Kulturmødet:
Med et tilskud på 2,5 mio. kr. fra et open call skal en række danske kulturaktører med Kulturmødet Mors i spidsen stå for kulturprogrammet under Danmarks EU-formandskab i 2025.
Gennem ansøgning til et open call er valget til udmøntning af kulturprogrammet faldet på et konsortium bestående af Kulturmødet Mors, Ungdomsbureauet, der står bag Ungdommens Folkemøde, Dansk Kulturinstitut, Ung Kult og Grundtvigsk Forum. Sammen har de skabt et ambitiøst og bredt kulturprogram med fokus på unge og samspillet mellem dansk og europæisk kultur.
Kulturprogrammets hovedaktiviteter finder sted under Kulturmødet Mors den 21-23. august og Ungdommens Folkemøde den 3-4. september 2025. Begge platforme vil have et særskilt europæisk fokus og skabe rammer for at lade kunsten og kulturen inspirere og invitere til fællesskab, refleksion og oplysning mellem europæiske unge.
“Det skal ikke kun være en fejring af Europas kulturelle mangfoldighed, men også være en platform for samtale, handling og fællesskab. Danmark skal som EU-formandsland vise, hvordan kunst og kultur kan være en drivkraft for en fælles europæisk fremtid. I en urolig tid er der brug for håb og fællesskab. Og det er præcis det kunsten og kulturen mestrer. Jeg glæder mig helt vildt”, fortæller Kulturmødet Direktør Caspar Ryttergaard på Facebook
Foruden aktiviteter under Kulturmødet Mors og Ungdommens Folkemøde vil der være en lang række andre aktiviteter rundt i hele landet. De vil bl.a. omfatte små festivaler med ”kunstøjeblikke” i det offentlige rum; fx operasang fra en altan, digtoplæsning i busser og performativ kunst foran supermarkeder.
Kulturministeriet og Udenrigsministeriet har afsat 2,5 mio. kr. til et kulturprogram under det kommende danske EU-formandskab, der løber fra den 1. juli til den 31. december 2025.
Foto : Per Bille og Kulturmødet