Slut med tilskud til Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi

Thisted Kommune har gennem en længere årrække ydet et årligt tilskud til driften af Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Senest besluttede det daværende Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalg den 5. oktober 2021, at tilskuddet til Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi fastholdes. I 2024 har tilskuddet været på 73.073 kr.

Af den nye finanslov fremgår det imidlertid, at Folkecenteret ikke længere er tildelt statslige midler til de kommende års drift. Det betyder også, at Folkecenteret ikke vil kunne fortsætte sin normale drift. Som konsekvens er de 12 ansatte fra og med 1. januar 2025 blevet afskediget.

Dermed bliver det også nødvendigt at tage stilling til Thisted Kommunes årlige driftstilskud, som ikke længere har nogen relevans, og derfor indstilles det afviklet af forvaltningen fra og med 2025.

Thisted Kommunes tilskud har udgjort en meget lille andel af Folkecenterets samlede drift, og en afvikling af tilskuddet vil således i sig selv have minimal effekt. En afvikling af tilskuddet vil dog samtidig være et klart kommunalt signal til Folkecenterets bestyrelse om, at der ikke længere er nogen tiltro til, at Folkecenterets aktiviteter vil kunne genrejses på nogen måde.

Forvaltningen indstiller derfor til Erhvervs-, Klima-, Teknik- & Miljøudvalget, at tilskuddet stopper fra 1. januar 2025. Udvalget forventes at godkende indstillingen på deres møde den 13. januar 2025.

Foto: Nordisk Folkecenter For Vedvarende Energi

Forfatter
Top