FCM opdaterer klublogoet

FC Midtjyllands logo har været et symbolsk og visuelt omdrejningspunkt i 25 år, hvor klubben fra sin spæde start har drømt stort, investeret i fremtiden og taget de nødvendige og modige skridt for hele tiden at udvikle sig.

De seneste år har disse ambitioner blandt andet resulteret i et nyt træningsanlæg i Ikast, en stadionudvidelse på MCH Arena samt en ny fanshop.

Netop derfor er det helt naturligt, at FC Midtjyllands logo også skal følge med tiden og klubbens udvikling. Det resulterer nu i en opstramning af klubbens logo, så det fremstår nutidigt, friskt og moderne. Opdateringen sker med respekt for og som en hyldest af logoet fra 1999, som i dag og gennem tiden har været båret af mange spillere, ledere og ikke mindst fans.

– Over den seneste tid har der været nøje overvejelser omkring opdateringen af vores logo. Arbejdet med logoet er en stor ting i FC Midtjylland, og det har været en central del af processen også at lytte til vores fans, siger Morten Byskov Andreasen, Head of Marketing & Branding i FC Midtjylland til klubbens hjemmeside, og fortsætter:

– Det originale logo vil for altid være en kæmpe del af klubbens historie, og det har været et symbolsk og visuelt omdrejningspunkt i de første 25 år. Samtidig er vi en klub, der drømmer stort. Vi investerer i fremtiden, og vi vil hele tiden udvikle os. Derfor er det helt naturligt, at vores logo også skal følge med tiden og klubbens udvikling.

Opstramningen af logoet består af følgende:

  • En ny font
  • Dybere rød farve
  • Bedre symmetri i logoet som helhed
  • Opstramning af ulve-ikonet for at give lethed og tydeligere reference
  • De grundlæggende elementer og opbygning – cirkel, FC Midtjylland, 1999 og ulve-ikonet – fastholdes for at sikre en raffineret opstramning.

Det opdaterede logo er nu synligt på FC Midtjyllands digitale platforme og vil herefter løbende blive opdateret på tværs af klubben gennem de kommende måneder.

Foto og kilde : FCM.dk

Forfatter
Top