I en alder af 35 år og med flere af verdens største klubber på CV’et har Simon Kjær tilladt sig at være kræsen med sit valg af fodboldklub.
Men drømmetilbuddet kom aldrig, efter at hans kontrakt med AC Milan løb ud i sommer. Derfor har han besluttet at stoppe karrieren, siger han til TV2 Sport.
Det er dog ikke, fordi interesserede klubber ikke har meldt sig på banen, slår Simon Kjær fast.
– Jeg har haft muligheder i de fem største ligaer og for at spille Champions League, Europa League og Conference League. Det er ikke, fordi jeg har manglet muligheder i den forstand. Men det handler også meget om, hvilken rolle man bliver tildelt, fortæller Simon Kjær i et stort interview, der kan ses på TV 2 Play fredag.
Beslutningen om karrierestoppet – og særligt den offentlige udmelding – har været længe undervejs.
– Det er ikke det værd for mig. Jeg har opnået nok, og min tid skal prioriteres et andet sted, siger Simon Kjær.
Karrieren har taget ham til et væld af klubber, siden han forlod FC Midtjylland i 2008, men i de seneste år har han og familien haft base i Italien.
Foto :