Tilma : skal afvikling ændres til udvikling kræver det kursændring

Af Jens Tilma, Kandidat for De Konservative i Thy til KV 2025.

Skal afvikling af kommunalt ansvar for børn og bosætning vendes til udvikling, kræver det en kursændring i Thisted Kommune blandt både forvaltning og politikere. Det kniber ikke med kampagnerne, der skal promovere livet og fællesskabet i Thy – som kommunen heldigvis ikke kom til at hedde. Tænk hvis den tilsyneladende totale afvikling af kommunalt ansvar smittede af på så stærkt et varemærke som Thy. 

Kommunens kerneopgave er at varetage borgernes interesser med øje for de lokale forhold og værdier. Et helt centralt ansvar er opretholdelsen af nær velfærd i hele kommunen. Der er lagt op til et fortsat svigt på netop dét område. Lukning af folkeskoler og kommunale børneinstitutioner er en umiddelbar afvikling af grundlaget for lokal bosætning og børneliv. Eksemplerne fra skolestrukturdebatten i 2023 viste tydeligt, at den nuværende forvaltning og kommunalbestyrelse ikke satser på en decentral strategi for livet i kommunen – eller i Thy. 

Foto : Jens Tilma

Endnu værre står det til med at understøtte de stedbundne værdier – naturen og det nære – når man lukker udebørnehaver som Skovtrolden og Boddumhus. En efter en forsvinder de tilbud, der netop illustrerer en naturbaseret livsstil, som er den stærkeste faktor i den rivende udvikling af Thy som videnskabeligt dokumenteret varemærke med national og international anerkendelse. Videnskaben har også fundet, at friluftslivet i naturen har positive effekter på fysisk, mental og social velvære. Herunder også gavnlig effekt på f.eks. misbrug og kriminalitet. Vi ved, at natur og grønne omgivelser fører til mindre sygdom og mere lighed i sundhed. Selv i mit lægefags tidsskrift, gøres status på sammenhængen mellem natur, sundhed og klima. Skulle alle institutioner vægtes ud fra pris alene frem for også værdi, skulle mange velfærdsydelser lukkes øjeblikkeligt. Man må også spørge sig selv, om vores kommunaldirektørs værdi svarer til prisen – tre børnehavelukninger? 

Forvaltes vores kommune og ansvaret for borgere og i særlig grad børn kun ud fra pris, eller får vi fremover også en vægtning af værdi? Lokal udvikling er en investering i livet uden for milliondyre storetorve og svømmehaller, uden for gågaders butiksdødsbekymringer og eliteudvikling. Cold Hawaii-millionerne kan kun bruges én gang, og selvfølgelig skal vi understøtte et lokalt varemærke i hele kommunen, men hvis økonomien er så knap, at de helt basale kommunale opgaver ikke kan løses, skal prioriteringen op til debat. 

Foto : Jens Tilma

Det er en legitim vision, at alt kommunalt skal afvikles til fordel for fri-institutioner. Fribørnehaver, friskoler, friplejehjem. Den vej går det, selvom ingen har italesat intentionen. Institutionerne, som kommunen ikke formår at drive bæredygtigt, genopstår ved lokale kræfter, hvor de findes. Det risikerer at øge uligheden i tilbud på tværs af kommunen. For fri-institutioner er private og kan bestemme, hvem de er for. Folkeligheden og fællesskabet lider et knæk, når kommunale børnehaver, folkeskoler og plejehjem ikke længere samler os. Som minimum må vi forvente, at afviklingen af opgaver fører til en mindst lige stor afvikling af forvaltning – altså færre ledere, chefer og direktører. Måske også færre politikere, for hvis eneste drivkraft i politiske beslutninger er pris, så er der ingen grund til så høj en pris for at repræsentere de værdier, der aldrig vægtes. 

Vi får snart at se, hvor kortsigtet og kynisk kommunen afgør værdifulde tilbud som Boddumhus eller enhver anden truet institution bygget på stedbundne værdier uden for de meget få større byer – men det er helt nødvendigt at få klarhed om, hvad hver en politiker har af sigte og vision for afvikling eller udvikling af kommune og egn. Først og fremmest i handling, men især nu det er valgår. 

Forfatter
Top