Lørdag den 25. januar 2025 oprinder dagen, mange Thyboere og andet godtfolk glæder sig mere til end svigermors fødselsdag, fredagens trækninger i Eurojackpot og sågar Juleaften : den årlige generalforsamling i Thisted Bryghus.
Denne ene dag omdannes Thy Hallen til landets største værtshus og fyldes med forventningsfulde og glade aktionærer, der flår hinanden i kortspil, prøvesmager bryggeriets fremragende produkter og deler årets vildeste historier på kryds og tværs mellem bordene.
Nå ja…. og så får de overstået generalforsamlingens beretninger fra formanden og Bryggeridirektøren, hvor der skåles uafladeligt for, at tallene kan glide ned i en vis fart. Valgene overstås med bifald fra salen. Og en halv time senere sker det : “De gule Bryghusærter” med tilhørende gris.
Adgangskort til generalforsamlingen bestilles via Aktionærportalen – dette kan bestilles mellem den 7. januar kl. 08.00 til og med den 23. januar kl. 16.00.
Du kan læse mere om dagsordenen for generalforsamlingen samt hvordan du som aktionær bestiller dit adgangskort på bryghusets hjemmeside.
SKÅL !!
Foto : Thisted Bryghus