Naturlandsbyen tager form: Kom til festligt rejsegilde i Doverodde

Bygningerne rejser sig, og Naturlandsbyen tager form ved fjorden i Doverodde. 

Det markerer Thisted Kommune med et festligt rejsegilde for Naturlandsbyen i Doverodde fredag den 31. januar kl. 13-15, og alle er inviteret med til at fejre denne milepæl.

Naturlandsbyen skal være et samlingspunkt for natur- og friluftsliv, hvor lokale foreninger og besøgende kan mødes om aktiviteter og fællesskaber i hjertet af Thys enestående natur.

Det fortæller Niels Jørgen Pedersen, der er borgmester i Thisted Kommune: 

“En af de store værdier i Thy er den natur, der omgiver os, og vi arbejder hele tiden på at udvikle mulighederne for at bruge den aktivt og bæredygtigt. Naturlandsbyen er et stort og visionært projekt, der netop skal vise alt det, man kan opleve og lære af naturen”, siger han. 

Ved rejsegildet kan du opleve taler fra blandt andre Niels Jørgen Pedersen, repræsentanter fra Nordea-fonden og nogle af de foreninger, der fremover får glæde af Naturlandsbyen. 

Ud over talerne kan gæsterne se frem til at nyde pølser og kolde drikke, varme sig ved bålfade og deltage i en guidet rundvisning i den kommende landsby. 

Undervejs kan man også møde repræsentanter fra nogle af de foreninger, der kommer til at bruge landsbyen.

På dagen for rejsegildet bedes alle besøgende parkere på Doverodde Havn, da indkørslen fra Doveroddevej er lukket på grund af byggeriet. 

Opførelsen af Naturlandsbyen er støttet af Nordea-Fonden med 55,5 millioner kroner.

Visualisering: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Forfatter
Top