Aalborg Lufthavn inviterer til gratis rejsefestival

Søndag den 26. januar bliver en dag fyldt med inspiration til ferie, gratis rejseforedrag og aktiviteter for hele familien i Aalborg Lufthavn. Med rekordmange charterselskaber og unikke rejsetilbud er der lagt op til en dag, som både rejseentusiaster og eventyrlystne familier ikke må gå glip af.

Rekordmange charterselskaber og foredrag

Fra kl. 9.30 til 16.30 kan besøgende gå på opdagelse blandt op mod 40 stande, hvor rejsebureauer og charterselskaber præsenterer nogle af årets bedste rejsetilbud. Der vil være et rekordstort program af rejseforedrag, hvor man kan høre om eksotiske rejsemål som Thailand, safarirejser i Kenya, kør-selv-ferie i Canada og meget mere.

Sidste år tiltrak rejsefestivalen over 12.000 gæster, og Aalborg Lufthavn forventer endnu større interesse i år. Martin Svendsen, CCO i Aalborg Lufthavn, udtaler:

– Vi glæder os til at byde velkommen til en inspirerende dag i lufthavnen. Med et bredt udvalg af rejsebureauer, nye direkte ruter og spændende aktiviteter er vi sikre på, at der er noget for enhver smag.

Nye ruter i 2025 – direkte fra Aalborg

Rejsefestivalen byder også på en forsmag på Aalborg Lufthavns nye direkte ruter i 2025. Heriblandt findes destinationer som Nuuk, Reykjavik, samt to charternyheder til det græske.

– Det er en stor glæde at kunne præsentere nye, spændende destinationer, som de to græske rejsemål, øen Evia og Peloponnes på fastlandet samt ruterne til Nuuk i Grønland og Reykjavik på Island, fortæller Martin Svendsen.

Flere aktiviteter, hotdogs og fastelavnsboller

Festivalen er også en oplevelse for hele familien. Der vil være konkurrencer med mulighed for at vinde bl.a. rejsegavekort, fuldt betalte rejser m.m. Dagens gæster kan også nyde lækre madoplevelser fra Aalborg Lufthavns spisesteder, som tilbyder alt fra klassiske hotdogs og smørrebrød til romkugler og fastelavnsboller. Dertil kan man møde spillere fra Aalborg Håndbold, der er klar til at give en autograf til de interesserede eller shoppe vanvittig gode tilbud i lufthavnens DutyFree.

Nem og billig transport til lufthavnen

Som noget nyt tilbyder NT, Nordjyske Jernbaner og DSB transport til og fra Aalborg Lufthavn for kun 25 kr. tur/retur den 26. januar – uanset hvor i Region Nordjylland man befinder sig. Tilbuddet gælder også for rejsende helt fra Aarhus.

For mere information om festivalens program, rejseforedrag og deltagende rejsebureauer, besøg aal.dk/aalborgrejsefestival.dk eller følg begivenheden på Aalborg Lufthavns Facebook-side.

Forfatter
Top