Venstre Thy : først gik Borgmesteren – nu går Peter Larsen

I midten af august 2024 meddelte Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V), at han ikke ville genopstille til Kommunalvalget 2025. 24 november 2024 forlod Susanne Olander Venstre, og smækkede med døren. Hun er i dag kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokraterne.

I dag har Venstres med af Thisted Kommunalbestyrelse og Region Nordjylland, Peter Larsen meddelt, at han med øjeblikkelig virkning forlader Venstre til fordel for Liberal Alliance. Han har været medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune siden 2014 samt medlem af regionsrådet i Region Nordjylland siden 2022. Aktuelt er han formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune samt medlem af Udvalget for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling og Psykiatri- og Socialudvalget i Region Nordjylland.

I Liberal Alliance er man selvfølgelig glad for tilgangen af den markante V-politiker.

“Jeg glæder mig over at kunne byde Peter Larsen velkommen i Liberal Alliance. Nu er vi igen repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Thisted og Region Nordjylland. Peters store erfaring gennem hans arbejde i kommunal- og regionalpolitik bliver utvivlsomt en stor styrke for partiet ved kommunal- og regionrådsvalget i november”, siger lokalformand Mads Ingeman Kjærulf Vester i en pressemeddelelse.

Peter Larsen glæder sig til at blive en del af Liberal Alliance.

”Jeg er enormt glad for at blive en del af Liberal Alliance, hvor jeg ser meget frem til at fortsætte mit arbejde for at øge friheden og sikre større lokal beslutningskraft i vores kommune og region”, siger Peter Larsen i pressemeddelelsen.

Han afviser samtidigt overfor TV-MIDTVEST, at hans beslutning har noget at gøre med udsigten til, at Venstre generelt står overfor et svært kommunalvalg i november.

“Her lokalt fik Venstre langt flere stemmer end LA ved det seneste valg til Europaparlamentet, så det har ikke noget på sig”, siger Peter Larsen til TV-stationen.

Foto : Thisted Kommune

Forfatter
Top