Af Kristian Bøgsted, MF, fiskeriordfører, Danmarksdemokraterne
Den 18. februar bad jeg skatteministeren redegøre for, hvor meget der egentlig er indkrævet i CO2-afgift fra fiskeriet i januar måned, og hvordan udviklingen i salg af brændstof har været, før og efter afgiften kom til.
Nu er der kommet svar. Eller er der?
For det viser sig, at man ikke har den fjerneste idé. Man skriver fra styrelsens side, at det ikke er muligt at se, hvor meget brændstof der er gået til fiskeri, og hvad der er gået til anden sejlads.
Helt ærligt! Det sejler jo med den her afgift. Først indfører regeringen den, med mulighed for at fiskerne kan få en del af afgiften refunderet. Efter lang tid med advarsler om konsekvenserne melder regeringen ud, at man ”udskyder” afgiften og giver mulighed for at refundere det hele. Men fakta er jo stadig, at CO2-afgiften reelt ikke er udskudt.
Fiskerne skal stadig betale i første omgang og dermed lege bank for staten. Man kan endnu ikke få refunderet det hele – men kun halvdelen. Og nu viser det sig, at man fra styrelsens side ikke aner noget som helst om, hvor meget brændstof der er brugt, og hvor meget man har opkrævet.
Alt dette medvirker jo netop til, at det her bliver et bureaukratisk monster. Det er direkte latterligt, at der ikke er mere styr på, hvor besværligt og dyrt det her er for både staten, olieselskaber og ikke mindst fiskerne. Men det tyder på, at det er en generel tendens fra Skattestyrelsens side, at tingene skal være besværlige, koste mange penge og reelt ikke føre til andet end ekstra arbejde i bureaukratiet.
Noget tyder jo på, at det går igen ved andre erhverv. Se bare på landbruget, maskinstationer og vognmænd. Hvis ikke snart regeringen indser problemerne, ender det med, at man får lukket fuldstændig ned for fiskeriet. Men det er måske det, man ønsker?
Regeringen bør simpelthen vågne op, så vi ikke afvikler fiskeriet og de mange arbejdspladser i kystbyerne.
Foto : Marie Hald