Stormfattigt 2018 udløser overskud til lokale GF-kunder

Kunder hos GF Forsikring i Thy og på Mors får del i millionoverskud hos det kundeejede forsikringsselskab, fordi 2018 bød på færre storme og skybrud end sædvanligt – samtidig kan kunderne se frem til billigere forsikringer i år

Det kundeejede forsikringsselskab med overskudsdeling har netop opgjort de samlede skader fra 2018. Og resultatet er på landsplan en gevinst til kunderne på 130 millioner kroner, primært på grund af færre storme og skybrud, men også på grund af færre indbrud.

Alene i Region Nordjylland får GF-kunderne del i et overskud på 8,5 millioner kroner, heriblandt de GF-forsikrede thyboer og morsingboer.

– I disse dage er vi i gang med at give det dejlige budskab til vores kunder, at de kan se frem til billigere forsikringer i 2019. Konkret betyder overskudsdelingen, at en lokal familie med alle forsikringer samlet hos GF Forsikring typisk vil spare mellem 500 og 1500 kroner på deres forsikringer i det nye år, siger Svend Aage S. Pedersen, formand for GF Thy og Mors, der har kontorer i Thisted og Nykøbing Mors.

Værdi i at dele
På bilforsikringen betyder overskudsdelingen, at GF-kunderne landet over får en forsikringspræmie, der i gennemsnit er 11,5 % lavere, mens overskudsdelingen på de øvrige private forsikringer er på 4 %. Men det handler ikke alene om beløbets størrelse, understreger Svend Aage S. Pedersen.

– Overskudsdelingen hos GF Forsikring er i sidste ende vores kunders sikkerhed for, at de til hver en tid betaler den rigtige pris for vores forsikringer. Og så oplever vi samtidig, at vores kunder tillægger det solidariske og det fælles ansvar stor værdi. Kunderne har også stor andel i overskuddet via gennem deres fornuftige adfærd, fortsætter han.

GF Thy og Mors dækker også det vestlige Hanherred.

Foto: Benny Bak

Forfatter

Related posts

Top