68-årig kvinde fra Thy dræbt i trafikulykke

OPDATERING: I den oprindelige fremgik det, at den 75-årige mand ikke bemærkede påkørslen. Det er ikke korrekt. Lokalpolitiet i Thisted oplyser, at han standsede umiddelbart efter påkørslen, og straks kontaktede alarmcentralen. – Flugtbilist er det sidste han er, oplyser Jørgen Jensen fra politiet i Thisted.

En trafikulykke i Thy har mandag eftermiddag kostet en 68-årig kvinde livet.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Åbrovej i Bedsted klokken 16.08.

– Hun går på vejen, da hun bliver ramt af en bil, men de nærmere omstændigheder kender jeg ikke, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Efter ulykken blev kvinden erklæret død på stedet. Hendes pårørende er blevet underrettet, fortæller vagtchefen.

Det var en 75-årig mand, ligeledes fra lokalområdet, som kørte kvinden ned.

Han har forklaret politiet, at han passerede en modkørende bil der pressede ham ud i siden, hvor  han overså kvinden som altså blev påkørt.

Politiet vil meget gerne i kontakt med den pågældende bilist.

Som altid ved alvorlige trafikulykker skal en bilinspektør undersøge de nærmere omstændigheder for at klarlægge, hvordan ulykken skete.

/ritzau/

Foto: Politi.dk

Forfatter

Related posts

Top