I løbet af sommeren lukker Thisted-virksomheden Coloplast – men fabriksbygningen kommer ikke til at stå tom.
Ejendommen er nemlig blevet købt af Property 7 ApS, som er ejet af Carsten S. Kristensen Holding ApS. Det skriver Thisted Dagblad.
– Vi har længe kigget lidt på mulighederne inden for erhvervsejendomme. Og når vi kigger på antal ledige kvadratmetre i Thisted, så ser vi et potentiale for yderligere udlejning til nye og eksisterende erhverv, siger Carsten S. Kristensen.
Produktionsrelaterede erhverv
Ejendommen rummer mange muligheder, og ifølge direktør i Property 7, Birgitte Wøhlk Kristensen, er det vigtigt fortsat at udvikle og fastholde lokale arbejdspladser og innovation i Thy.
Den endelige udformning er dog endnu ikke på plads, men der tænkes i produktionsrelaterede erhverv oplyses det.